Brødre driver egen forlystelsespark: - Vi producerer trætte familier
To iværksætter-brødre har fået succes med deres udendørs legeland, WOW-park.
Aage og Jacob Hindhede er både brødre og store legebørn. Så store legebørn at de har startet deres helt egen forlystelsespark, WOW-park ved Skjern, for fem år siden.
Et udendørs legeland, der har et formål: At genskabe magien ved at lege i naturen.
- Vi producerer trætte familier. De kommer sprængfyldte af energi om morgenen, og når de forlader parken igen, så er vores succeskriterie, at børnene skal være faldet i søvn på bagsædet, inden de forlader parkeringspladsen, siger Aage Hindhede.
Jacob Hindhede følger op:
- Det er vildt godt, at det ikke er noget, der er konstrueret inde på et halgulv, hvor det er noget, vi har sat op på en eller anden bestemt måde. I naturen er alting tilfældig, lyder det.
35.000 gæster sidste år
Sidste år boltrede 35.000 besøgende sig i hoppenet, rutsjebaner og andre forhindringer, så derfor er der nok at se til for de to brødre, som i dag arbejder fuldtid på projektet.
Sådan har det dog ikke altid været. I begyndelsen passede de hver især deres almindelige arbejde, Jacob sin stilling hos Lego og Aage sit landbrug.
- Jeg er sådan en, når det klør, og der er en idé og en mulighed, så elsker jeg bare at gå efter den, siger Aage Hindhede.
Iværksætter-brødrenes koncept er blevet så stort et hit, at de planlægger at åbne en park mere om to år i Billund.