Hussalget i nyskabende Ringkøbing-bydel står stille
Vestjyderne er ikke ellevilde med at købe et hus, hvor man ikke har egen have eller egen carport
Det går ikke så hurtigt med at få husbyggere og tilflyttere til at satse på den nye bydel Ringkøbing K. Der er indtil videre kun et enkelt hus færdigbygget i den nye bydel. Yderligere to er på vej, men der er lang vej til de i alt 35 huse, der er planlagt i projektet i første omgang.
- Vi må jo indrømme, at vi har haft et ønske om at salget skulle gå lidt hurtigere, end det faktuelt er sket, siger Hans Østergaard, der er borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.
I den nye bydel er det en gennemgående tanke, at man skal leve helt tæt på naturen. Derfor er der ingen haver eller hække. Det er meningen, at beboerne skal bo tæt på sine naboer og have direkte adgang til vild natur fra hoveddøren.
- Man har mulighed for fællesskab. Man behøves ikke at være en del af et kæmpe fællesskab, men man kan være det. Det er jo, som jeg ser det, den måde, man også laver boliger på i større byer. Dermed tror jeg også, det har sin gang her, siger Mikkel Møller, der er indehaver EDC i Ringkøbing.
Selv om bydelen er nyskabende og unik for Vestjylland, så er vestjyderne altså noget tilbageholdende med at kaste sig ind i projektet.
- Vi er i Vestjylland, og det kunne måske kræve noget ekstra tilvænning, siger Mikkel Møller, og borgmesteren stemmer i.
- Vi har en sund forsigtighed, siger Hans Østergaard.
- Vi er jo vant til at vi gerne vil eje vores have. Her kan man nøjes med at bruge den. Så jeg tror, at hele konceptet er nyt, og det skal vi nok lige vænne os til, siger Mikkel Møller.
Nu skal en ny kampagne forsøge at skabe ny opmærksomhed omkring bydelen. Borgmesteren er overbevist om, at der på et tidspunkt nok skal komme liv i Ringkøbing K.
Området Ringkøbing K er udviklet så det skal kunne bære i alt 1.000 huse.
- Det, der er tænkt, det er, at der går op mod 30 år inden det her er fuldt udbygget. Om fem år har jeg da en forhåbning om, at der står væsentlig flere huse end det ene, der står her i dag, siger Hans Østergaard.
Realdania har været med til at udvikle bydelen Ringkøbing K. Læs meget mere om projektet her