Lalandia-chef jubler: Det bliver milliardstort i Søndervig

Lalandias administrerende direktør er glad for og lettet over, at der nu er givet grønt lys til en ny feriepark i Søndervig. Og det bliver stort.

Billedet kræver vist ikke den store forklaring. Lalandias direktør er glad for, at forhandlingerne om et nyt feriecenter i Søndervig endelig er faldet på plads.
Billedet kræver vist ikke den store forklaring. Lalandias direktør er glad for, at forhandlingerne om et nyt feriecenter i Søndervig endelig er faldet på plads.
Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

Det bliver en tredje udgave af Lalandia, som vi kender det fra Billund og Rødby på Lolland, der skal være i Søndervig i fremtiden.

- Det bliver i stor målestok. Vi er ikke færdige med tegningerne endnu, men det bliver stort. Det er en stor investering. Vi taler over en milliard, siger Jan Harrit, som er administrerende direktør ved Lalandia, til TV MIDTVEST.

Hele projektet var ellers ved at løbe i havet på grund af politiske forhandlinger på Christiansborg, og hovedinvestoren - som altså viste sig at være Lalandia - havde sat deadline inden jul. Tirsdag faldt det hele på plads, og onsdag trådte investoren frem fra skyggen.

- Det er en stor dag, som vi har ventet på et stykke tid. Det er et projekt, der har været lang tid undervejs, og i dag er det så meldt ud, hvilke muligheder der er for at etablere sig i Danmark. Så det er en stor dag for Lalandia.

Direktøren forventer, at Lalandia især kan gavne de mange tyskere, der hvert år besøger Søndervig.

Et sted for børnefamilier

Det skal være et sted, der tiltrækker børnefamilier. Både fra nær og fjern.

- Søndervig har en helt fantastisk placering på den jyske vestjysk. Der er smuk natur, og der er en tradition for, at man tager til vestkysten for at bade. Der er rigtig mange tyske gæster, og vi tror på, at dage som i dag, hvor det godt kan være barsk ved vestkysten, vil de gerne have noget, hvor de kan komme ind og hygge sig lidt og få varmen. Derfor ser vi Søndervig som et rigtig godt sted for et nyt Lalandia, uddyber direktøren.

- Når tyskerne kommer til Danmark, vil de gerne være ved kysten, og der er vestkysten den rigtige placering for os.

- Det kommer til at være et sted, hvor vi tilbyder først og fremmest familie med børn et sted, hvor de kan få en aktiv ferie. De kan være sammen om de aktiviteter, de laver. Vi vil gerne give familierne tid til nærvær. Det er en ferie, som ligger tæt på hjemmet, men samtidig langt fra den hverdag, de har til dagligt. 

Men det bliver noget ud over det sædvanlige.

- Ud over vores største aktivitet, som er vores Aquadome (badeland, red.), vil der også kommer forskellige andre aktiviteter til. Der vil komme et stort indendørs legeland, trampolin, restauranter og caféer. Omkring det vil der blive bygget op til 500 sommerhuse, og vi har også planer om måske at bygge et strandhotel. Det bliver stort og et godt supplement til det, der allerede er i Søndervig.

I hvert fald 300 nye arbejdspladser

Et af de vigtige spørgsmål, der ofte bliver stillet, er, om centret kommer til at give nogle arbejdspladser. Og det gør det altså.

- Der er mange arbejdspladser. Vi skal formentlig have omkring 300 ansatte. Mange af dem vil være unge studerende, som vil arbejde ved os i ferier og weekender, men der vil også blive rigtig mange helårsansatte.

Så det bliver en stor arbejdsplads i Vestjylland?

- Ja, det gør det.

Dertil kommer selvsagt travlhed i følgeerhverv i og omkring Søndervig.

- Vi håber - om alt går vel - at vi kan åbne i 2021. Måske 2022.

5:11
Den længe ventede Søndervig Feriepark bliver til virkelighed. Tirsdag faldt en politisk aftale på plads som giver ferieparken tilladelse til 483 sommerhusgrunde.