Lektor: Risikabelt at offentliggøre tilsendte nøgenbilleder
Når den svenske håndboldspiller Linnéa Claeson kan slippe afsted med at dele penisbilleder, hun får tilsendt, er det en gråzone i lovgivningen, mener lektor i jura.
25-årige Linnéa Claeson er godt og grundigt træt af de nøgenbilleder og trusler, hun i 10 år har fået tilsendt fra fremmede mænd. Hun har derfor oprettet Instagram-profilen Assholesonline med mere end 250.000 følgere, hvor hun viser de mange beskeder og billeder.
Det kan både være billeder af seksuel karakter eller direkte trusler. Hun viser ikke mændenes navne. Det er problemet og ikke individet, der er interessant, siger hun, men hun har også en anden måde at svare igen på.
- Hvis jeg får et billede af en penis i min indbakke, har jeg nogle gange taget et screenshot og lagt det op på hans Facebook. Altså sendt det tilbage, så alle hans venner kan se det. Og jeg tror ikke, at han gør det igen. Indimellem sladrer jeg til deres mor og far, hvis de skriver, at jeg er en luder, der skal dø, siger Linnéa Claeson.
Og netop dét at poste billeder på Facebook er risikabelt, fortæller Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen, lektor og ph.d. på Juridisk Institut på Syddansk Universitet.
- Det er svært at sige entydigt, om det er omfattet af noget strafbart at offentliggøre private billeder på vedkommendes Facebook-profiler. Det er en gråzone, men det er ikke utænkeligt, at det kunne ende i en straffesag. Hun bør være forsigtig med at ligge billeder op, for det udfordrer gældende ret, siger Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen.
Klar over konsekvenserne
Han mener ikke, at man kan komme med en entydig konklusion i forhold til, om det er kriminelt. Han forklarer, at man ifølge straffelovens § 264d risikerer en bøde eller fængsel op til seks måneder, hvis man videregiver personlige billeder.
- Det er i høj grad en diskussionsvurdering på den konkrete sag, da der ikke ligger helt specifikke love på området. Man kan jo altid diskutere, at manden kan argumentere for, at der ligger en klausul i, at billedet kun er til hende. På den anden side kan kvinden jo sige, at billedet er ude i det fri, når det bliver tilsendt, siger Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen.
Linnéa Claeson er dog ikke skræmt. Hun studerer jura og er godt klar over de mulige konsekvenser.
- Jeg er godt klar over, at det måske ikke er helt lovligt at ligge et billede på en Facebook-profil, men jeg ser det som et selvforsvar, og hvad skal jeg ellers gøre? Hvis han anmelder mig, kan jeg bare anmelde ham for seksuelt overgreb, og så får vi at se, hvordan det går, siger Linnéa Claeson.
Mænd skal selv ønske straffesag
Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen kan ikke huske, at der har været ført en straffesag, hvor mænd har anmeldt andre for at offentliggøre nøgenbilleder, som de selv har sendt mod en kvindes vilje.
- Grunden til, at vi ikke ser denne type sager komme for retten, skyldes måske, at det ikke er muligt at føre en straffesag på det, hvis mændene ikke selv ønsker det. Og at de gør det, er nok tvivlsomt, forklarer Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen.
Han fortæller desuden, at det er noget helt andet, hvis Linnéa Claeson offentliggør billeder af unge mænd under 18 år.
- Ifølge § 235 kan den, som udbryder pornografiske gengivelser af personer under 18 år, blive straffet med bøde og fængsel op til 2 år - eller under skærpede omstændigheder op til 6 år, siger Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen.
Han har én opfordring til den svenske håndboldspiller: Lad være med at offentliggøre billeder og pas på dig selv.