Ny formand for svineproducenterne vil fortælle de gode historier

Den vestjyske svineavler Kim Heiselberg er blevet valgt som ny formand for Danske Svineproducenter.

1:33
Den vestjyske svineavler Kim Heiselberg er blevet valgt som ny formand for de danske svineproducenter.
Foto: Stine Agnholt Andersen, TV MIDTVEST

Normalt holder Kim Heiselberg primært styr på sine egne grise i stalden i Lyne ved Tarm, men nu skal han stå i spidsen for hele landets svineproducenter.

- Jeg er relativt ny i landsforeningen og har kun siddet et år i bestyrelsen, men da muligheden bød sig, så jeg det som en spændende udfordring at tage op, siger den nyudnævnte formand for Danske Svineproducenter.

Kommunikationen skal styrkes

Den 41-årige svineavler har på sin egen gård haft ansvaret for 10 ansatte og en svinebesætning på 1.800 søer.  Han ser et stort behov for at fortælle flere solstrålehistorier fra svinestaldene, hvis de mørke skyer over branchen skal forsvinde.

- De sidste mange år har dansk svineproduktion fået ry for at være indelukket og ikke særlig god til at kommunikere, hvad det er, vi gør. Jeg synes, vi har så meget at byde på, men vi har glemt at fortælle de gode historier, siger Kim Heiselberg. 

Kim Heiselberg kommer som formand til at stå i spidsen for i alt 800 danske svineproducenter. Han har en klar mission om at styrke kommunikationen med forbrugerne og opnå en større accept af svineproduktion generelt i samfundet. Den nye titel som formand kommer kommer dog også til at kræve noget af ham som person.

- Jeg skal til at lære at navigere i et politisk system. Det er én ting at passe sin egen lille bedrift, men det er noget helt andet at skulle argumentere politisk for, hvorfor vi gør, som vi gør. Jeg skal jo varetage alle medlemmernes interesser. Jeg håber, at jeg har ballast og livserfaring nok til at træffe de rette valg, lyder det fra Kim Heiselberg.