Omstridte kystvindmøller øger elproduktion med over ti procent
Nye vindmølleparker ved den jyske vestkyst producerer el som 380.000 husstande. Grundejere kæmper mod planer.
Danmarks to første store kystnære vindmølleparker, Vesterhav Syd og Nord, ved den jyske vestkyst bliver Danmarks mest effektive havmølleparker.
Det viser beregninger fra Vattenfall, der skal opføre møllerne dels ved Søndervig og dels ved Thyborøn.
Sammen vil de 41 møller øge den danske elproduktion med over ti procent og give et markant pust til det politiske mål om mindst 50 procent vedvarende energi i 2030.
- Med Vesterhav Syd og Nords effektivitet sætter vi nye standarder også internationalt. Generelt er Nordsøen fantastisk til vindproduktion, siger Michael Simmelsgaard, direktør for Vattenfall i Danmark.
- Men samtidig er parkerne designet, så møllerne ikke skygger for hinanden. Dermed udnyttes vinden i området helt optimalt, siger han.
Møllerne i de to kystnære parker står på rækker optimale for vinden. Det betyder, at de får en meget høj produktion.
Samlet forventes de to parker at have en årlig elproduktion på 1569 GWh - eller hvad der svarer til forbruget i 380.000 husstande.
Vil have møllerne længere til havs
Vattenfall vandt udbuddet om parkerne til en historisk lav pris på 47,5 øre per kWh, som også omfatter kabelføringen til land. Samtidig er det billigere at føre strømmen i land tættere ved kysten.
Men omkring 600 grundejere kæmper indædt mod projektet. Foreløbig har de krævet erstatninger med henvisning til, at deres sommerhuse bliver langt mindre værd, når naturen skæmmes af høje vindmøller tæt på land.
Taksationsmyndighederne ventes i løbet af en måneds tid at have afsluttet vurderingerne af eventuelle værditab.
- Derefter regner vi med at få en melding i starten af det nye år, siger Thue Amstrup-Jørgensen. Han er formand for sammenslutningen af Sommerhusgrundejerforeninger på Holmsland Klit.
- Allerhelst ser vi dog møllerne flyttet meget længere til havs. Det handler mindre om erstatningen, siger han.
Energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) har tidligere sagt, at det er for sent at ændre noget ved projektet nu.
Havmølleparkerne skal stå færdige 31. december 2020.
/ritzau/