Rock i Ringkøbing: Musik på plads - formand tror på 3.500 gæster i år
Endagsfestivallen i Ringkøbing har netop offentliggjort sit musikprogram. Formanden tror på, at det kan tiltrække et tilfredsstillende antal gæster.
Ved midnat mellem fredag og lørdag kunne Rock i Ringkøbing løfte sløret for musikprogrammet ved dette års festival.
- Jeg synes, det er rigtig godt. Meget godt. Vi har forsøgt at finde noget musik, som ikke spiller i Holstebro, Herning og Bork. Stadigvæk med en vis bredde i. Men også noget, der er sikkert, siger festivallens formand, Jens Hebroe.
Blandt andre kommer Johnny Madsen, L.O.C og Karl William forbi hovedscenen i juli.
- Nu har vi sat tæring efter næring. Vi har lavet et program, der hænger smamen med 3.200 gæster økonomisk. Jeg tror på, at vi sælger 3.500-4.000 billetter på det her program.
- Vi har fået nogle rigtig skarpe priser og har fået god hjælp for at kunne komme videre.
Fremtiden var usikker
Der har den seneste tid været usikkerhed om, hvorvidt Rock i Ringkøbing kunne fortsætte. Og festivallens bagland holder da også et skarpt øje med, hvordan arrangøreren præsterer.
- Vi er blevet pålagt af de foreninger og sponsorer, der bakker os op, at vi laver noget, der er i orden kvalitetsmæssigt og også er forsvarligt økonomisk.
Egentlig er der plads til 7.000 gæster. Det forventer Jens Hebroe ikke, der kommer. Når det er sagt, opfordrer han til optimisme.
- Jeg synes, vi skal tage ja-hatten på.
Se hele musikprogrammet her.