Så nemt er det: Sabine laver sin egen særlige vodka

Hun forstår ikke, når folk køber vodka med smag i butikkerne. I stedet laver hun sin egen.

Sabine Jensen finder blandt andet bær i naturen.
Sabine Jensen finder blandt andet bær i naturen.
Foto: Rigmor Sams, TV MIDTVEST

Bær og urter fra naturen kan forvandle en smagløs vodka til en rigtig god smagsoplevelse.

For eksempel kan man her i efteråret finde masser af slåen og havtorn, der efter en tur på frost kan blive ingredienser i en lækker smagfuld vodka. De skal bare overhældes med vodka og trække så i nogle uger.

Trækketiden er hele hemmeligheden, for den afhænger af, hvem man er, og hvad man kan lide.

- Det gode ved kryddersnaps eller vodka er, at der ikke er regler, men kun erfaringer og gode råd, siger naturvejleder ved Ringkøbing-Skjern Museum Sabine Jensen.

Forskellige smagsvarianter

Sabine Jensen er opvokset med at udnytte naturens ressourcer. Hun tager rundt i hele landet for at nyde naturen og med sig hjem har hun bær og urter, som hun putter på flaske.

Det er blevet til rigtig mange forskellige smagsvarianter som blandt andet solbær, havtorn, slåen, kamille, porse og kamille.

De indsamlede bær og urter kommes i syltetøjsglas og overhældes med en smagløs vodka. Så får man en essens, og når den smager godt, så kan man vælge at fortynde, søde eller blande den og på den måde skabe en helt personlig vodka.

Der står mange glas og flasker hjemme hos Sabine Jensen.
Der står mange glas og flasker hjemme hos Sabine Jensen.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Yndlingsdrink

Favoritten hos Sabine Jensen er en kongelig valnød samlet omkring Frederiksborg Slot.

Hun er selv er døbt i Frederiksborg Slotskirke, så det er en snaps, der fortæller en særlig historie.

- Den er samlet i 2007, så den står bare og bliver bedre og bedre, og den serveres kun for de få udvalgte, siger Sabine Jensen.

Sabine undrer sig over, at unge ofte køber vodka tilsat en eller anden smags aroma, når de nemt kan lave den selv og oven i købet få en god oplevelse ud af det.

Alle kan være med

Hver eneste af Sabine Jensens glas og flasker er udstyret med et lille mærke, hvor der står hvor og hvornår, det er samlet. For når hun sætter sig og tager en lille drink, så tænker hun tilbage på en god oplevelse i naturen.

Har man ikke mod på at samle bær og urter i naturen, så kan man starte med det, man har i haven, for eksempel brombær, paradisæbler, æbler og så efterhånden udvide repertoiret.

- Hvis du finder den der passer til dine smagsløg, så er du kommet langt, forklarer Sabine Jensen begejstret.

4:04
Oplev Sabines vodkaproduktion her.