Skiltetyveri- og hærværk: Kommune har mistet omkring 50 skilte på et år
Ringkøbing-Skjern Kommune har af flere omgange oplevet, at skilte bliver ødelagt eller stjålet. Og det koster mange penge og frustrationer.
- Jeg er irriteret over det. Vi kunne lige så godt bruge pengene på alt muligt andet her i kommunen.
Sådan lyder det fra en frustreret teamleder i driftsafdelingen i Ringkøbing-Skjern Kommune.
- Det er hærværk og drengestreger.
Inden for det sidste år har kommunen samlet mistet omkring 50 skilte.
- Vi har oplevet, at der flere gange er folk, der har stjålet vores gadenvan- og bynavnskilte rundt omkring i kommunen, siger Lars Jørgensen, der er teamleder i driftsafdelingen i Ringkøbing-Skjern Kommune
Kommunen har både mistet gadenavnskilte, byskilte og vigepligtstavler.
- Lige nu har vi oplevet det meget i Videbæk-området, hvor der er flere, der er forsvundet. Vi har også flere oplevet det i Ringkøbing og i Skjern, siger Lars Jørgensen.
- Vi ved ikke hvad vi skal gøre for at forhindre det, siger han.
- Det er jo kun kommunen, der kan betale for det her, når vi ikke ved, hvem der har gjort det, siger han.
Og det er en omkostningsfuld affære, når kommunen må ud med nye skilte.
- Når man medregner, indkøb at nyt skilt, kørsel og opsætning render det hurtigt op i et par tusinde kroner pr. skilt, lyder det fra Lars Jørgensen fra Ringkøbing-Skjern Kommune.
- Vi forstår simpelthen ikke, hvorfor folk tager vores skilte. Det er uforklarligt.
Kommunen har mistet omkring 100.000 i løbet af det sidste år på grund af skiltehærværk og -tyveri.