Stor EU-debat hos Vestas: Danmark kan blive Nordeuropas svar på sheikerne i Mellemøsten
Spidskandidaterne var onsdag til stor debat på Vestas for at drøfte, hvad EU betyder for dansk erhvervsliv og for den grønne omstilling.
På Vestas' adresse i Ringkøbing var der onsdag budt ind til debat blandt spidskandidaterne til Europa-Parlamentet.
På invitation fra Dansk Industri og CO-Industri, der er Centralorganisationen af industriansatte i Danmark, diskuterede politikerne nogle af de emner, der fylder meget for dansk erhvervsliv og for danskerne.
- Når vi arrangerer sådan en debat her sammen med CO-Industri på Vestas, så er det fordi, vi synes, at EU er utrolig vigtig for dansk erhvervsliv og for medarbejderne i Danmark, siger Kim Graugaard, som er fungerende administrerende direktør i Dansk Industri, og fortsætter:
- Så vil vi selvfølgelig også gerne diskutere grøn omstilling og klima, fordi det er en dagsorden, der er vigtig for verden, Europa og Danmark, og hvor vores virksomheder i Danmark har rigtig meget at byde ind med – de er en del af løsningen.
Derfor dannede Vestas ramme for debatten blandt politikerne, der gerne enten vil fortsætte i Bruxelles som del af Europa-Parlamentet eller vælges ind, når det næste Europa-Parlamentsvalg skal afholdes den 26. maj.
Nordeuropas svar på sheikerne
En af dem, der håber på at blive valgt ind igen som medlem af Europa-Parlamentet, er Morten Helveg Petersen fra Radikale Venstre.
Han mener, at der er et stort potentiale på Nordsøen, som slet ikke er udnyttet nok, og at ambitionerne skal sættes i vejret.
- Vi har en mulighed for – om du vil – at blive Nordeuropas svar på sheikerne i Mellemøsten, hvis det er, vi udnytter al den vind, der er på Nordsøen. Det er vi slet ikke færdige med. Det skal vi først for alvor til at begynde på nu, og jeg så gerne, at vi var endnu mere ambitiøse på det her, siger Morten Helveg Petersen.
Klar sammenhæng mellem EU og arbejdspladser i Danmark
Hvis Danmark også i fremtiden skal kunne gå forrest, som Vestas gør det, skal der være et sammenspil mellem de politikere, der sætter dagsordenen i Bruxelles og de medarbejdere, der arbejder i produktionen i Danmark.
Det slår Morten Dyrholm, Group Senior Vice President i Vestas, fast.
- Vi har brug for at signalere, at der er klar sammenhæng mellem, hvad der foregår i Bruxelles, og hvad der foregår her på vores fabrikker i Ringkøbing. For det er jo i Bruxelles, at de vedvarende energimål bredt set for Europa bliver vedtaget. Og det er den kamp i parlamentet, der afgør hvor mange vindmøller, vi kan sælge i resten af Europa. Derfor er der en klar sammenhæng mellem det kryds, vi sætter til EuropaParlamentsvalget og de mandater, vi giver vores parlamentarikere og så de arbejdspladser, vi kan skabe i Ringkøbing og resten af landet, siger han.
Klima-union
En anden af de politikere, der håber på fortsat at have en plads i Europa-Parlamentet og derfor var mødt op til debatten på Vestas, er Jeppe Kofoed fra Socialdemokratiet.
Han vil have, at de regler, EU laver for markedet, bliver overholdt, så der kan skabes arbejdspladser og produktion for en række af de grønne virksomheder i Danmark.
Og så ser han gerne, at EU også bliver ved med at udvikle sig med tiden.
- Hvis vi sætter nogle ambitiøse mål i EU, så kan vi gøre en forskel. Jeg ønsker jo egentlig, at EU, som startede som en kul og stål-union i sin tid, bliver til en klima-union i fremtiden, siger Jeppe Kofoed.
Foruden Jeppe Kofoed (S) og Morten Helveg Petersen (R) var Lasse Bork Schmidt (K), Margrete Auken (SF), Mette Bock (LA), Anders Vistisen (DF), Linea Søgaard-Lidell (V), Karin Rohr Genz (ALT), Torsten Ringgaard (Enhl.) og Åge Staun, Folkebevægelsen mod EU, tilstede ved debatten på Vestas.