Thomas Jensen bryder tavsheden: Vi finder en løsning på Søndervig Feriepark

Efter lang tids tavshed giver Socialdemokratiets erhvervsordfører nu udtryk for, at han støtter op om Søndervig Feriepark.

Thomas Jensen (S) vil gøre sit for, at Søndervig Feriepark bliver en realitet.
Thomas Jensen (S) vil gøre sit for, at Søndervig Feriepark bliver en realitet.
Foto: Jesper Thomsen, TV MIDTVEST

Det første spadestik tog Lars Løkke i 2015, og siden er det gået trægt med Søndervig Feriepark.

Men nu kan der snart graves videre.

Socialdemokratiets erhvervsordfører, Thomas Jensen (S), giver for første gang udtryk for, at han vil støtte op om projektet.

- Jeg er åben for, at vi finder en god løsning, som er til gavn for Ringkøbing og projektet med Søndervig Feriepark, siger han.

Den positive udmelding vækker begejstring hos Ringkøbing-Skjerns viceborgmester Søren Elbæk (S), som for en måned siden i Dagbladet Ringkøbing-Skjern kritiserede partifællerne på Christiansborg for at stå i vejen for projektet.

- Det glæder mig utrolig meget, at Socialdemokratiet på Christiansborg nu også forstår vigtigheden af det her projekt, siger han.

Håbet er, at Søndervig Feripark skal tildeles 500 sommerhusgrunde. 

Og det er netop dem, som har forsinket processen. 

- Vi har forhandlet om det her i længere tid, og vi har været uenige om, hvordan teksten skal udlægges omkring fordelingen af sommerhuse, Nu er vi kommet tættere på en løsning, siger Thomas Jensen (S)

Løfte fra Løkke

For Søndervig Feriepark er det dog ikke første gang, at forhåbninger sættes højt. 

Tilbage i 2015 gav den daværende regering grønt lys til ti kystnære forsøgsprojekter, og her var Søndervig Feriepark en af dem.

Under valgkampen i 2015 var der prøvegravning. Her garanterede Lars Løkke (V), at projektet ville få medvind, hvis han blev statsminister.

- Det vil blive realiseret, hvis der kommer en ny regering, sagde han dengang til TV MIDTVEST.

11. time

I 2016 kom der en ny planlov, som gav projektleder Michael Neumann tro på fremtiden. 

- Nu er der farbar vej, sagde han dengang, men tog alligevel sine forbehold.

- Hvis det her skal trække ud i flere år endnu, tror jeg ikke, det kan blive en realitet, sagde han dengang til TV MIDTVEST.

Siden da har projektet mere eller mindre stået stille.

Men nu ser det endnu engang lyst ud, og ifølge viceborgmester Søren Elbæk (S) er det ved at være sidste udkald.

- Investorerne vil ikke vente så længe, og det kan jeg godt forstå. Så projektet skal realiseres nu, siger han.

2:57
Søndervig Feriepark får grønt lys.