Turister griller løs: Er uvidende om forbud
Hos Esmark Feriehusudlejning forsøger de at informere deres kunder om afbrændingsforbuddet. Men mange udenlandske turister er fortsat uvidende om det.
Det er knastørt derude, og der er nok ikke mange danskere, som ikke har opdaget det totale afbrændingsforbud - at bål og grill er helt forbudt.
Men det er der mange turister, der slet ikke har fået at vide. Derfor bliver der stadig grillet løs i sommerlandet. Det bekræfter den tyske turist Melanie Zimmermann. Hun kommer fra Kiel og er på ferie i Søndervig.
Har du grillet?
Ja – i går, svarer hun.
Med kul?
Ja, det har vi, erkender hun.
Pensionist Erik Schmidt, der bor i Houvig nord for Søndervig, mener ikke, der er gjort nok opmærksom på afbrændingsforbudet.
- De kan gå hen og købe alt det kul, de vil, og de er nærmest uvidende om vores afbrændingsforbud, fortæller han til TV MIDTVEST om de udenlandske turister.
Så sent som i går oplevede Erik Schmidt, at der var gang i grillen hos turisterne i nabosommerhuset.
- Der skete heldigvis ikke noget, men der kunne lige så godt være sket noget.
- En skønne dag så kan hele Lodbjerg Hede på den anden side stå i flammer, frygter han.
Renate Micheel fra Bad Segeberg i Tyskland bor på en stor campingplads i Nørre Lyngvig. Hun fortæller:
- Vi har intet hørt om et forbud, og der står ikke noget nogen steder om det.
Hos Esmark Feriehusudlejning i Søndervig forsøger de ellers at informere deres kunder om afbrændingsforbuddet.
- Vi har sendt beskeder afsted per sms til vores gæster for at informere dem om, at det er forbudt at grille med kulgrill for tiden.
- Og vi har ankomstkuverter til vores gæster, hvor vi har lavet et klistermærke, hvor der står på, at det er forbudt at grille for tiden. Fortæller Conny Jacobsen, der er ferierådgiver hos Esmark Feriehusudlejning i Søndervig.
Der er ikke sat nogen dato for, hvor længe afbrændingsforbuddet fortsætter.
Opdatering:
Esmark har senere lavet en grafik til deres tyske gæster.