Tyvene går efter traktorer: GPS-tyverier for flere hundrede tusinde

Over weekenden har tyve stjålet avanceret GPS-udstyr fra flere traktorer. Udstyret har en værdi på flere hundrede tusinde kroner.

Fire tyverier af kostbart GPS-udstyr og to mislykkede forsøg. Landsdelen er igen ramt af en bølge af GPS-tyverier.
Fire tyverier af kostbart GPS-udstyr og to mislykkede forsøg. Landsdelen er igen ramt af en bølge af GPS-tyverier.
Foto: Richard Gaarn Svendsen TV MIDTVEST

Midt- og Vestjyllands Politi står på stort set bar bund i fire tyverisager, hvor tyve målrettet er gået efter kostbart GPS-udstyr fra landbrugsmaskiner.

I alt har tyve stålet udstyr fra fire forskellige adresser på Ringkøbing-egnen. Politiet er fortsat ved at opgøre værdierne, men prisen for de stjålne GPS'er løber op i flere hundrede tusinde kroner. 

- Det er sådan nogle tyverier vi ser i bølger engang imellem, siger Poul Fink fra Central Efterforskning hos Midt- og Vestjyllands Politi. 

På fire forskellige adresser er en eller flere ukendte gerningsmænd sluppet af sted med udstyret. Tilsyneladende uden at efterlade sig spor. Poul Fink fortæller, at politiet efterforsker sagerne samlet med en teori om, at der kan være tale om de samme gerningsmænd.  

- Vi kan ikke sige noget om, hvorvidt det er udlændinge eller danskere, der står bag. Der kan være flere teorier i spil, siger Poul Fink, der også fortæller at det vestjyske område med jævne mellemrum er ramt af tyverier af det kostbare udstyr. Tyverier, hvor flere landmænd bliver ramt i en periode over nogle dage. 

Denne gang er tyvene gået efter GPS-udstyr fra John Deere traktorer. Et af de fire steder, er det også John Deere GPS-udstyr, der er stjålet, men fra traktorer af mærket Claas. Her løber prisen for to GPS'er op i 140.000 kroner.  

Er det et dumt spørgsmål, hvis jeg spørger, om det ligner bestillingsarbejde?

-  Nej, det er ikke et dumt spørgsmål. Men bare vi vidste det. Vi kan som sagt ikke sige noget om det endnu. Men der må være et marked for det her udstyr. Ved nogle traktorer koster en GPS 100.000 kroner ja helt op til 150.000 kroner, siger Poul Fink.  

2:04
TV MIDTVEST bragte i maj dette indslag om tyverier, hvor der også blev stjålet GPS-udstyr fra traktorer: Flere landmænd omkring Bording og Sunds har fået stjålet store mængder sprøjtegift

Mere end penge

Udstyret er kostbar, men det er ikke alene den økonomiske værdi, der skal trækkes fra, når de bestjålne landmænd gør regningen op efter tyverierne. 

- Det er godt nok noget træls noget det her. Det er ikke bare, at det er dyrt, men vi skal også til at tegne alle kortene op igen. Vi var lige blevet færdige, fortæller Jonn Kamp Stougaard, der er driftsleder på bedriften i Hee, der nu står og mangler to GPS'er - men som også skal til at gentage det store arbejde, med at plotte markerne ind i GPS'en, så maskinerne kører så effektivt som muligt.  

Det stjålne GPS-udstyr fra tyverierne den forgangne weekend, er alle af mærket John Deere. 
Det stjålne GPS-udstyr fra tyverierne den forgangne weekend, er alle af mærket John Deere. 
Foto: Richard Gaarn Svendsen TV MIDTVEST

- Vi har ikke taget kopier. Det kommer til at tage en hel uge at tegne både marker og traktor op. Vi har nu lært, at vi skal til at tage back up, siger Jonn Kamp Stougaard, og fortsætte:

- Vi har omkring 200 marker, der skal tegnes ind igen. Det kommer til at tage en uge for én mand. Vi ved ikke helt, hvad det kommer til at koste.

Jonn Kamp Stougaard er irriteret efter tyveriet.
Jonn Kamp Stougaard er irriteret efter tyveriet.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Tre af de fire tyverier på Ringkøbing-egnen er sket på Birkmosevej i Videbæk, Agersbækvej i Hee og på Lervangsvej ved Ølstrup. Politiet vil gerne høre fra vidner, der har set biler eller mistænkelige ting i områderne i tidsrummet fredag til tirsdag. Tips kan gives til politiet på telefon 114.

Poul Fink fortæller desuden, at der natten til tirsdag var yderligere to forsøg på at stjæle traktorer fra Spjald, men hvor tyvene ikke er sluppet af med udstyret. De to nye sager skal Poul Fink først undersøge nærmere, før han vil kommentere yderligere.  

0:59
Poul Fink fra Central Efterforskning hos Midt- og Vestjyllands Politi fortæller om sagen.