Vikingerne er tilbage i Bork
Bork Vikingehavn har åbnet op igen til stor glæde for vikingerne
Med foråret er 'vikingerne' også kommet tilbage til deres hytter i Bork Vikingehavn.
- Det er helt fantastisk, det har vi ventet på rigtigt længe, siger Nanna Bomholt fra Varde.
Og hun er ikke den eneste, der har glædet sig til at komme tilbage til Bork.
- Det er simpelthen fedt at komme i noget normalt tøj igen (red. vikingetøj), så det er bare rigtig godt at komme i gang og møde en helt masse vikinger igen, fortæller Kurt Hundebøl fra Sønder Bork.
Vikinger fra både Danmark og Tyskland er kommet til Bork i påsken for at fejre, den nye sæson er i gang, og de har nok at se til.
- Jeg er ved at lave et pusterør, som jeg skal snitte færdig. Det er sådan et man bruger, når der skal tændes bål, for mange vikinger har stort skæg, så hvis de kommer for tæt på bålet er det ikke så godt, derfor er det rigtig godt med et pusterør, forklarer Kurt Hundebøl.
Vikingehavnen i Bork holder nu åbent indtil slutningen af oktober.