Vild video: Sæl krydsede vej i Hvide Sande
- Det var en speciel oplevelse, siger Niels Muff, der holdt tilbage for svømmeren.
Niels Muff fra Hvide Sande var sammen med sin kæreste og nogle venner til koncert i Holstebro fredag aften. Da de kort før midnat kom tilbage til Hvide Sande, var det en usædvanlig "fodgænger", som ville krydse vejen.
- Hvis ikke min bedre halvdel sad med telefonen fremme og kunne filme, at den krydsede vejen, tror jeg, at folk ville tro, at jeg var tosset, hvis jeg fortalte om det i dag, siger han til TV MIDTVEST.
Det var, da parret kørte hen over byens sluse, at en sæl krydsede vejen fra fjorden til havet.
- Vi oplever relativt tit, at sælerne lægger sig op på stranden for at sole eller slappe af, men at de krydser en vej for at komme ud til havet eller ind i fjorden, er usædvanligt.
- Det var en speciel oplevelse.
Egentlig kan sælerne godt krydse vejen gennem slusen, så hvorfor denne sæl valgte den noget alternative vej, må foreløbigt stå hen i det uvisse.