Efter endnu en milliondonation: Nu bliver gammel DSB-remise i Skjern til nyt spillested
Projektgruppen bag Remisen Skjern har fået 1,2 millioner kroner fra Villum Fonden til at ombygge den gamle DSB-remise til et spillested.
Musik, teater, stand-up, brætspilsaftener, studiesparring og fællesskab for unge mennesker. Det er bare nogle af de ideer, som en flok unge fra Skjern har til, hvad byens gamle DSB-remise kan bruges til. De vil lave et nyt værested for de unge i byen.
De frivillige, der står bag projektgruppen, der vil restaurere den gamle remise i Skjern, og er i gang med at søge penge til projektet. De er nu kommet et skridt tættere på målet, da Villum Fonden har doneret 1.200.000 kroner til projektet.
- Der var kæmpe jubel i projektgruppens fællestråd, da nyheden kom frem. Det giver så meget energi i en frivillig proces, når tingene lykkes. Og ovenpå alt det her Corona, så trængte vi til en god nyhed, siger Thomas Vilhelmsen, der er en af de seks frivillige i projektgruppen bag Remisen Skjern.
Klar til første koncert
Projektgruppen har søgt penge hos Villum Fonden efter flere opfordringer fra lokale Velux-ansatte. Velux har 450 ansatte i byen, og Villum Fonden er stiftet af Villum Kann Rasmussen, der grundlagde Velux.
Tidligere har Realdania givet 850.000 kroner til Remisen Skjern.
- Vi tillader os at være både glade og stolte. Nu har vi samlet omkring 3.000.000 kroner sammen siden arbejdet gik i gang i 2019, og med det seneste store bidrag, så tror jeg på, at vi kan have en driftsklar koncertsal klar inden udgangen 2021. Det betyder, at vi kan invitere gæster indenfor, så snart Corona-restriktionerne tillader det, og det glæder vi os helt vildt meget til. Vi er så taknemmelige, siger Thomas Vilhelmsen.
De sammenlagt 3.000.000 kroner betyder, at der nu er doneret penge nok til fase et af renoveringen.
Når Remisen Skjern er klar til de første koncerter, er planen, at de unge i projektgruppen går i gang med at søge penge til fase to og fase tre, hvor de blandt andet søger penge til en bar på de gamle togskinner og til renovering af udendørsområdet.