Efterskolernes Dag er aflyst
Efterskolernes bestyrelse har i dag aflyst Efterskolernes dag, der skulle have været afholdt på søndag den 27. september.
På søndag skulle omkring 20.000 familier have besøgt efterskoler over hele landet i anledning af Efterskolernes dag, men det arrangement er i dag blevet aflyst.
Efterskolernes bestyrelse har valgt at aflyse dagen som et fysisk arrangement for at undgå at smittespredning af coronavirus. Det skriver formand for Efterskolerne, Torben Vind Rasmussen, i en pressemeddelelse.
- Vi er meget opmærksomme på, at mange unge og deres familier har glædet sig til at besøge efterskoler rundt omkring i hele landet på søndag. Vi håber på jeres forståelse for, at vi som samfund og efterskoler er i en helt ekstraordinær situation, der kræver ekstraordinære beslutninger, udtaler Torben Vind Rasmussen i en pressemeddelelse.
Virtuel rundvisning
En af de efterskoler, der er ramt af aflysningen, er Brejninggaard Efterskole, der havde kalenderen fuldt booket med rundvisninger på søndag.
- Vi var selvfølgelig ærgerlige, for vi havde glædet os rigtig meget til at møde alle de her mennesker. Vi var så stolte over at være fyldt, siger Kristian Grell, der er forstander på Brejninggaard Efterskole.
På Brejninggaard Efterskole har de dog ikke droppet Efterskolernes dag helt. De har i stedet givet interesserede familier mulighed for at komme på virtuel rundvisning. Planen er, at familierne kommer til at møde elever og lærere over telefonen.
- Den eneste forskel, kan man sige, er, at de selv skal lave kaffen derhjemme. Og så kan de ikke se de smukke omgivelser her live, men vi viser dem rundt alligevel. Det er absolut bedre end ingenting, siger forstander Kristian Grell.
Udover at afholde Efterskolernes Dag online har Brejninggaard Efterskole valgt at invitere familierne til flere mindre rundvisningsdage henover i løbet af efteråret.
Efterskolerne anbefaler, at man holder øje med de enkelte efterskolers tilbud om besøgsdage eller digitale arrangementer i stedet.