Erhvervslivet i Hvide Sande regner med turismeboom efter ny tv-serie: - Vi får pengene tilbage igen mangefold
Mandag begyndte tv-serien 'Hvide Sande', der foregår i den lille by ved Vesterhavet, og de lokale butikker regner med, at det vil lokke flere mennesker til byen.
Hvide Sande er nok bedst kendt for fiskeri, men snart kan byen også blive kendt for et mord. De næste otte mandage kan du nemlig se den nye krimiserie ’Hvide Sande’ på TV 2, der foregår i den vestjyske fiskerby.
I serien skal to betjente undercover opklare et mord på en tysk surfer, og selvom byen bliver hjemsted for mord og uhygge, så håber det lokale erhvervsliv, at det vil lokke turisterne til.
- Heldigvis er det jo fiktion, så det er ikke noget, vi oplever herude. Jeg er helt sikker på, at der er flere, der vil starte bilen og køre herud eller leje et sommerhus, så de kan opleve det på tæt hold, siger Hans Peder Thøgersen, der er indehaver af Huset Men & Women.
- Hvis der er flere folk i byen, så er der flere folk i butikkerne. Det skaber vækst og mere liv og måske flere spændende butikker. Højvande hæver alle både, siger Jeppe Borggaard Jørgensen, der er bagermester ved Ejvinds Bageri.
Nogle erhvervsdrivende håber også, at flere mennesker kunne se sig selv flytte til byen, der ligger på en tange mellem Ringkøbing Fjord og Vesterhavet.
- Jeg håber, at der er flere, der får øjnene op for, hvor skøn en by Hvide Sande er. At der er flere, der kunne tænke sig at bo herude, siger Michael Sangil, der er købmand i SPAR, Hvide Sande.
Strisser på Samsø-effekten
I halvfemserne kunne danskerne se successerien ’Strisser på Samsø’ på deres tv-skærme, og det fik mange til at tage turen til øen i Kattegat.
- Folk skulle bare over og opleve stemningen og se, om øen nu var så skummel eller god, som de havde set i serien. Dengang havde man en stor fremgang i udlejning af sommerhuse, men det var der også for hotellerne, busture, dagsbesøgene. Det havde en kæmpe effekt for øen, fortæller Lars Outzen Jensen, der er direktør i Samsø Feriehusudlejning.
I Ringkøbing-Skjern Kommune håber de på den samme effekt i den lille fiskerby. Derfor har kommunen støttet tv-projektet med halvanden million kroner. Virksomheder i byen har også været med til at finansiere budgettet for tv-serien.
- Her er der value for money. Vi får pengene tilbage igen mangefold, siger borgmesteren, Hans Østergaard (V).
Serien bliver sendt på TV 2 hver mandag klokken 20. Den kan også ses på TV 2 Play.