Feriehusejer efter branden: - Det er surrealistisk
Jørgen Wedel fra Ry har været på ferie i sin ferielejlighed i Søndervig de sidste 12 år, men nu er det slut efter en stor brand.
Der går lang tid før familien Wedel fra Ry igen kan nyde en ferie i deres egen ferielejlighed i den vestjyske ferieby.
Lørdag eftermiddag modtog Midt- og Vestjyllands Politi nemlig en anmeldelse om, at Søndervigs ikoniske bygning var i brand. Både brandvæsnet og politiet var til stede i løbet af eftermiddagen og natten for at slukke flammerne.
Men søndag morgen oplyste politiet, at branden nu var slukket, men at bygningen med de mange ferielejligheder ikke stod til at redde.
Branden blev dækket i både aviser, i tv'et og på de sociale medier. Og hjemme i Ry kunne lejlighedsejeren følge med i, at deres feriehus stod i brand.
- Vi startede med at få at vide, at det ikke var så slemt, men så lige pludselig tog det fart. Vi fulgte med i både aviser og i fjernsynet hjemmefra Ry, siger Jørgen Wedel.
Han fortæller også, at de sjældent plejer at opholde sig i lejligheden i vinterperioden, og derfor var de heller ikke til stede i går, da branden fandt sted.
Kun døde ting
Der var ikke nogen tilskadekomne under branden. Alle i feriehusene kom hurtigt ud af bygningen, og det er ifølge Jørgen Wedel også det vigtigste.
- Det er jo heldigvis kun døde ting. Og jeg har heller ikke noget personligt forhold til lejligheden, som hvis det havde været vores hus i Ry, hvor vi har billeder af vores børn og børnebørn, siger han.
Branden startede i lejligheden over familien Wedels, så Jørgen Wedel formoder, at det er deres ferielejlighed, der er brændt mest ned. Og han synes da, det er mærkeligt, at de ikke kan være der til sommer.
- Det bliver mærkeligt, at man ikke kan tage derud, når man vil. Det er surrealistisk, siger han.
En, der også er årsagen til, at der ikke kom nogen til skade under branden lørdag den 23. oktober er feriehusudlejer Erland Nørgaard.
Han var, sammen med ejeren fra restaurant Sandgaarden, den første, der var oppe i den lejlighed, der brændte.
- Der var ikke nogen hjemme oppe i lejligheden, og vi bankede folk ud af de andre lejligheder, siger han.
På daværende tidspunkt så situationen ikke så alvorlig ud, fordi der kun var ild i en lille terrasse. Men situationen ændrede sig, og flammerne tog fat.
Bygningen er brændt ned og står ikke til at redde, og derfor skal feriehusejerne nu i gang med at forhandle med myndigheder og forsikringsselskaber, og så må ejerne se, hvad der kommer til at ske.
- Vi regner med, at det bliver genopbygget, men det kommer nok ikke til at blive magen til – men selvfølgelig skal den op at stå igen på en eller anden måde, siger Jørgen Wedel.
Gæster bliver ombooket
Det er efterårsferie, og de nu nedbrændte ferielejligheder kan naturligvis ikke huse de mange gæster, der er her nu, og dem der har booket lejlighederne fremadrettet.
Derfor er afdelingslederen i Dancenter i Søndervig, Lone Sørensen, i gang med løsninger.
- Vi har noget mandskab her i Dancenter, som kan hjælpe, og vi har nogle lejligheder her i Danland, som vi omplacerer gæster til, siger Lone Sørensen.
På Dancenter i Søndervig er de kede af branden, selv om de ikke ejer husene.
- Vi er ufattelig kede af det på ejernes vegne og på gæsternes vegne. Og det er jo Søndervigs vartegn, der er forsvundet, siger hun.
Det ikoniske Feriecenter Klitten blev genopbygget i 2003 efter byens gamle badehotel.
Årsagen til branden er endnu ukendt, men politiet efterforsker sagen.