Jeppe har kun bokset i to år – nu er han professionel

En ung bokser fra Ringkøbing har vundet samtlige af sine amatørkampe. Det er nu blevet til en professionel kontrakt.

5:39
Jeppe Møller Christensen bokser under navnet The Pain Train.
Foto: Ditte Georg Wraae, TV MIDTVEST

Det går ikke ligefrem stille for sig, når 24-årige Jeppe Møller Christensen fra Ringkøbing træder ind i bokseringen. Og det hårde arbejde giver nu pote for den unge bokser.

For kun to år efter, at han for første gang deltog i en boksetræning, har han skrevet kontakt med TK Promotion og kan kalde sig professionel.

- Mit fokus har egentlig bare hele tiden været på, at jeg hele tiden ville gøre det bedste, jeg kunne. Hver eneste gang jeg er til træning, og hver gang jeg er til kamp, giver jeg mig 100 procent. Det er egentlig det eneste, jeg har haft i tankerne. Den næste kamp og den næste træning, fortæller Jeppe Møller Christensen.

Selvom han godt ved, det går godt, så er den professionelle kontakt alligevel kommet bag på ham.

- Det var ekstremt uvirkeligt at få tilbuddet, slår han fast.

The Pain Train

Når Jeppe Møller Christensen bokser, så er det under aliasset The Pain Train. Det var et navn, som hans bror fandt på til ham.

- Han mener, jeg er ligesom et godstog, der brager gennem folk, når vi først er inde i ringen, fortæller han.

Bokseren har mere end bare navnet at takke sin storebror for. Det er nemlig også broderen, der for knap to år siden hev sin lillebror med til boksetræning.

- Det var simpelthen det hårdeste, jeg nogensinde havde prøvet. Men det er det fedeste hver dag. Jeg kunne ikke se, hvorfor jeg skulle stoppe med det, siger Jeppe Møller Christensen.

Sammenholdet betyder alt

Bare syv uger efter den første boksetræning havde Jesper Møller Christensen sin første amatørkamp. Det er siden hen blevet til ni kampe, og han er stadig ubesejret.

Det er dog ikke kun sejrene, der holder den unge bokser til ilden. For selvom boksning ikke er en holdsport, så kan han ikke gøre det alene, forklarer han.

- Selvfølgelig er man næsten altid alene, når man er inde i ringen. Men på alle andre tidspunkter er du sammen med dit hold. Det er svært at se indefra, hvad det er, man skal gøre bedre. Selvfølgelig kan man mærke det en gang imellem, men det er nemmere med ens hold, for de kan se, hvor man mangler lidt henne, forklarer han og tilføjer:

- Og når alting virkelig gør ondt, så kan de presse dig de ekstra 5-10 procent.