Kæmper mod vandet: Saltsprederen kommer sjældent ud, men vejfolkene har stadig travlt

Kilometervis af grøfter bliver renset for at undgå oversvømmede veje og marker, for vinteren har budt på mere regn end kulde.

Torben Faurbye plejer at køre med salt. Men i år renser han grøfterne langs kommunens landeveje.
Torben Faurbye plejer at køre med salt. Men i år renser han grøfterne langs kommunens landeveje.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Det er ikke meget salt, som personalet ved Vej & Park i Ringkøbing-Skjern Kommune har spredt i løbet af den vinter, der nu nærmer sig sin afslutning.

Men selvom vinteren kun har budt på meget lidt sne og frost, så maskinfører Torben Faurbye stadig haft travlt. For i stedet for at sprede salt, så graver han grøfterne langs vejene fri.

Det er der en god grund til. Store mængder regnvand har nemlig mættet jorden, så vandet ikke længere kan synke ned. Det betyder, at grøfterne skal renses for alt det, der har håbet sig op, så vandmasserne kan flyde væk. 

- Når vandet ikke kan komme forbi, render det bare over vejen og laver bløde rabatter og i værste fald render det jo ind i huse og kældre rundt omkring, forklarer han og tilføjer:

- Jeg tror, jeg har haft saltsprederen ude to gange i løbet af vinteren. Det er det hele.

Grøfterne langs mange af kommunens veje er fyldt med vand. De skal renses, så de ikke ender med at flyde over.
Grøfterne langs mange af kommunens veje er fyldt med vand. De skal renses, så de ikke ender med at flyde over.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

2000 kilometer vej

Torben Faurbye er ikke den eneste, der har travlt med at få ryddet grøfterne, fortæller Mikkel Østergaard, der er teamleder ved Vej & Park i kommunen. Han fortæller, at i alt 11 personer er i felten.

- Her i Ringkøbing-Skjern har vi cirka 2000 kilometer vej, og så har vi det dobbelte antal kilometer rabatter. Derfor er det en stor opgave at komme over, forklarer han.

Men selvom de har travlt, så er han tilfreds med, at grøfterne nu bliver renset.

- Jeg synes jo, det er noget federe at lave sådan noget her, for det er noget mere blivende. Når først sneen er væk, så har vi alle sammen glemt, at vi har brugt en masse penge på at fjerne sne og salte. Der er det her lidt skønnere, for det kan vi også have lidt ud af til næste år, siger Mikkel Østergaard.

1:57
Se indslag: Kommunernes vejfolk har travlt med med at rense grøfter og kanaler for at undgå oversvømmelser.