Kanonslag knuste tre butiksruder i Ringkøbing: - Jeg kunne høre braget halvanden kilometer væk

Et kanonslag sprængte tre butiksvinduer i stykker hos JACK & JONES i Ringkøbing onsdag aften. Det er et af flere tilfælde med kanonslag på det seneste.

0:44
Lars Buhl foran facaden på hans JACK & JONES butik, der ikke klarede mødet med kanonslag onsdag aften.
Foto: Tina Bangsgaard, TV MIDTVEST

Et flot udsmykket butiksvindue ud mod gaden er en af de måder, en tøjbutik normalt kan tiltrække sig kundernes opmærksomhed. 

For JACK & JONES i Ringkøbing er det dog ikke en mulighed i øjeblikket. I stedet for tøj er det store træplader, der pryder butiksvinduerne torsdag. 

Omkring klokken 22 onsdag aften blev tre af butikkens vinduer nemlig sprængt i stykker af kanonslag.

- Min kone og jeg sad og så fjernsyn, da vi pludselig hørte et ordentligt brag, som vi ikke forstod, hvor kom fra. Kort tid efter blev jeg ringet op af alarmcentralen, der fortalte, at det var ved min butik, fortæller Lars Buhl, der er ejer af JACK & JONES i Ringkøbing.

Glas over det hele 

Han bor kun bor 1,5 kilometer fra butikken, og da han kom hen til butikken, var det noget af et syn, der mødte ham.

- Det var vildt med alt det glas over det hele, både indenfor i butikken og ude på gaden. Jeg er glad for, at der ikke skete mere end materielle skader, men jeg tænker også, at dem der bor ovenover butikken har haft en træls nat, fortæller Lars Buhl.

Politiet ankom hurtigt til butikken, og derudover fik de hurtigt ryddet op og sat træplader for ruderne. Men ejeren, Lars Buhl, har svært ved at se, hvad formålet med hærværket kan være.

- Jeg tænker, at det er latterlige drengestreger, og jeg kan slet ikke se, hvorfor man skal skyde kanonslag af. Det har jo nogle økonomiske konsekvenser, og det er bare irriterende.

Ikke første tilfælde 

I den seneste tid har politiet rundt i kredsen fået flere anmeldelser om kanonslag. 

Den 20. oktober fik lokalpolitiet i Ringkøbing blandt andet tre anmeldelser om kanonslag tre forskellige steder i kommunen, og derudover har der eksempelvis også været flere tilfælde i Holstebro, som Dagbladet Holstebro-Struer blandt andet har skrevet om.

Selvom Lars Buhl ikke regner med, at det var intentionen, at kanonslagene skulle gå ud over hans butik, er han ærgerlig over, at det overhovedet skulle ske.

- Det må have været voldsomt, når jeg kunne høre det 1,5 kilometer væk, men altså nu skal vi have fundet nogle, der kan putte tre nye ruder i, og så har nabobygningen noget videoovervågning, hvor vi måske kan blive klogere på, hvem det er, der har gjort det.

Lokalpolitiet i Ringkøbing oplyser, at de ikke har nogle umiddelbare spor at gå efter, og at de også regner med, at det har været tilfældigt, at det gik ud over JACK & JONES-butikken.