Kirsebærtræer skal lokke instagrammere til Tarm

Sammen med træerne har lokale også lanceret to nye hashtags, der skal lokke fotoglade folk til den vestjyske by.

1:58
Bispebjerg Kirkegård i København er et populært sted til Instagram-billeder. Nu får Tarm sin egen allé med kirsebærtræer.
Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Hvordan får man Tarm til at trende på det sociale medie Instagram?

Et svar kunne være etableringen af en masse japanske kirsebærtræer. Det i hvert fald, hvad den lokale keramiker Dorte Schmidt Mortensen forestiller sig. 

Derfor har hun sammen med en arbejdsgruppe fået 25 borgere og virksomheder med på tanken og spytte i pengekassen. 

- Alle jyderne kan spare en tur over broen og komme her i stedet, lyder det fra keramikeren, da hun slår ud med armene under en gåtur ved Tarm Bæk. 

Efter planen skal der plantes 240 japanske kirsebærtræer i en 360 meter lang allé, som skal følge Engdraget, der går langs byens bæk.

Inspirationen til kirsebæralléen kommer fra Bispebjerg Kirkegård i København, hvor tusindvis hvert forår er på besøg for at opleve de flotte træer

- Det er blevet et Instagram-hotspot. Men det kan vi da også gøre her i Tarm, konstaterer Schmidt Mortensen.

Dorte Schmidt Mortensen står i spidsen for den arbejdsgruppe, der snart skal stå for arbejdet med at plante kirsebærtræer.
Dorte Schmidt Mortensen står i spidsen for den arbejdsgruppe, der snart skal stå for arbejdet med at plante kirsebærtræer.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Stor opbakning

Hvert kirsebærtræ koster 1600 kroner, men allerede nu har arbejdsgruppen bag projektet fået flere penge fra naboer og virksomheder. 

- Det bliver flot, når træerne står i fuld flor. Det kan trække folk til, siger Christian Nielsen, der sammen med naboerne på vejen har smidt penge efter træerne. 

Hans familie har givet omkring 300 kroner for at hjælpe til med træerne. 

- Det kommer til at give glæde, understreger han. 

Kirsebærtræerne i sig selv kan ikke skabe et vestjyske fænomen på det sociale medie.

Foruden træerne har arbejdsgruppen også fundet to nye hashtags, der skal være med til at udbrede kendskabet til området. 

Det drejer sig om henholdsvis #6880Tarm og #TræerForLivet. 

Det første træ skal efter planen plantes i slutningen af november. Efterhånden som donationerne vokser, vil flere træer komme til.