Kommunen giver op: Knap 600 byggesager om sommerhuse skal genbehandles

Ankestyrelsen har slået fast, at 596 sommerhuse i Ringkøbing-Skjern Kommune er opført ulovligt. Nu accepterer kommunen og går i gang med at genbehandle sagerne.

I alt er 596 byggetilladelser blevet godkendt på det fredede naturområde.
I alt er 596 byggetilladelser blevet godkendt på det fredede naturområde.
Foto: Jonas Sørensen, TV MIDTVEST

596 byggesager om sommerhuse eller tilbygninger på området mellem Houvig og Hauvig i Ringkøbing-Skjern Kommune skal genbehandles.

For to måneder siden modtog den vestjyske kommune en afgørelse fra Ankestyrelsen, der slog fast, at de har ført ulovlig praksis i godkendelsen af byggetilladelser på sommerhuse imellem 1992-2018.

Knap 600 sommerhuse eller tilbygninger er altså opført på et naturfredet område, et såkaldt paragraf 3 område, og det er ulovligt. 

Det er sommerhuse opført på strækningen mellem Houvig og Hauvig, som står til at skulle genbehandles.
Det er sommerhuse opført på strækningen mellem Houvig og Hauvig, som står til at skulle genbehandles.

Kommunen havde indtil 8. juni til at svare på afgørelsen. 

Den har de nu accepteret. 

- Vi siger, at vi tager til efterretning, at Ankestyrelsen kræver en ny behandling, og det vil vi igangsætte snarest muligt. Vi skal lige have fundet ud af, hvordan man gør det, for det er jo lidt en speciel situation at skulle behandle paragraf 3-områder, hvor der allerede er huse på, fortæller Ivan Thesbjerg, som er leder af afdelingen Land, By og Kultur i Ringkøbing-Skjern Kommune. 

Risiko for at sommerhuse rives ned

Ankestyrelsens afgørelse betyder, at de ulovligt opførte sommerhuse risikerer at blive revet ned. 

Det siger afdelingsleder i Ringkøbing-Skjern Kommune, Ivan Thesbjerg. 

- I værste fald ja. Det er en risiko. Vi skal altid arbejde ud fra at lave den mindst indgribende beslutning, så jeg ser det ikke som særligt sandsynligt, at nogle af dem skal rives ned, men jeg kan ikke give nogen garanti, siger han. 

Men hvis en eller flere af sommerhusene ender med at skulle rives ned, er det en rigtig uheldig sag, understreger afdelingslederen.

- Det ville være en rigtig kedelig sag, så det vil jeg i så fald ærgre mig over. Jeg kan ikke udelukke, at det bliver udfaldet, men jeg tror det ikke.

Ligger i naturbeskyttelseszone

I 26 år troede kommunen, at de var i deres ret til at give byggetilladelser, fordi de mente, at områderne allerede var lagt ud til sommerhuse i en lokalplan fra før 1992.

Men i 1992 skiftede de fra en landzone til en såkaldt naturbeskyttelseszone, hvilket betyder, at man skal have en særlig dispensation for at opføre et sommerhus eller en tilbygning her.

Efter Ankestyrelsens afgørelse er Ivan Thesbjerg dog stadig af den opfattelse, at det er miljø- og fødevareklagenævnet, der tager fejl.

- Men vi tager Ankestyrelsens afgørelse til efterretning, siger Ivan Thesbjerg. 

Når de 596 gamle byggesager nu skal genåbnes, skal tages stilling til, om de kan få dispensation fra reglerne eller om sommerhusene skal rives ned. 

Og den afgørelse kan tage sin tid, vurderer afdelingsformanden. 

- Nu skal vi i gang med at vurdere, om man kan få en dispensation fra paragraf 3 områder. Betyder det en forringelse for dyre- og planteliv, at husene er der? Det er en omfattende opgave, så det er ikke noget, vi behandler i dag eller i morgen. Jeg forventer, der går et par år, før vi er i bund, siger Ivan Thesbjerg.