Lennart Qvist konservativ kandidat: 11 års erfaring skal bane vejen til Borgen
Efter 11 år i kommunalpolitik vil Lennart Qvist nu i Folketinget. I aftes blev han officielt valgt som kandidat for Det Konservative Folkeparti.
I oktober sidste år meldte Lennart Qvist sig ind i Det Konservative Folkeparti, og allerede dengang lød det, at han skulle være partiets folketingskandidat i Ringkøbing-Skjern Kommune. I aftes blev det så formelt slået fast på generalforsamlingen i Vestjyllands Storkreds, der blev afholdt i Aulum. Det skriver partiets vælgerafdeling i Ringkøbing-Skjern Kommune i en pressemeddelelse.
Lennart Qvist har tidligere jagtet en plads om folketingskandidat. Dengang for Venstre, men i august 2018 meldte Lennart Qvist sig meget overraskende ud af partiet. Dengang var hans navn ellers i spil til at blive partiets folketingskandidat i Ringkøbing-kredsen.
Erfaren kommunalpolitiker
Lennart Qvist har i næsten i 11 år siddet i byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune. I den periode har han være formand for to udvalg i kommune - otte år i Børne- og Familieudvalget og nu som formand for Social- og Sundhedsudvalget.
- Valget af Lennart Qvist glæder mig rigtig meget, siger Henning Klausen, som er formand i vælgerforeningen i Ringkøbing-Skjern og fortsætter:
- Lennart har ud over sin mangeårig erfaring fra byrådet også stor erfaring fra erhvervslivet. Det er en god kombination, for ikke blot er han god til at sætte sig grundigt ind i politiske sager, han er samtidig fremragende til at kommunikere. Der er selvfølgelig flere andre gode kandidater i storkredsen, men jeg mener klart, at Lennart Qvist har en rigtig god chance for at blive valgt.
Henning Klausen peger blandt andet på partiets aktuelle fremgang i meningsmålinger og formand Søren Pape Poulsens popularitet blandt vælgerne som en styrke for Lennart Qvists chancer for at blive valgt til Folketinget.
Fokus på velfærd og balance
Ved seneste folketingsvalg fik De Konservative Folkeparti et mandat som et tillægsmandat - og det krævede ”kun” ca. 1200 stemmer for at blive valgt. Lennart Qvist kan derfor blive valgt, blot tilstrækkelig mange stemmer personligt på ham.
Lennart Qvist fra Ringkøbing blev altså i aftes på generalforsamlingen i Vestjyllands Storkreds valgt som folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti. Til stor glæde for hovedpersonen selv.
- Jeg er glad ved den opbakning, som jeg nu har fået. Jeg glæder mig til også at arbejde med landspolitiske emner og medvirke til i højere grad at sætte Vestjylland på det politiske landkort. Jeg har en stor erfaring fra kommunalpolitik med emner, der vedrører de mest sårbare grupper, og den erfaring tager jeg med mig, siger Lennart Qvist.
Folketingskandidaten er med egne ord optaget af at få skabt et Danmark i balance, hvor der stadig er råd til den gode velfærd - og det kræver i følge Lennart Qvist et stærkt arbejde med erhvervslivet.
- Men nu skal vi altså lige først have et folketingsvalg, hvilket, som sagerne står, jo næppe bliver lige med det samme. Og når den tid så kommer, så er det selvfølgelig op til vælgerne, siger han.
Formand for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen fra Viborg, blev ved samme lejlighed, ikke overraskende, valgt som spidskandidat for Vestjyllands Storkreds.