Lille skole ligger tæt på grænsen – kommer man under 60 elever, må man lukke
I Ringkøbing-Skjern Kommune skal en skole lukkes, hvis den kommer under 60 elever. På Faster Skole er man tæt på.
Der går lige nu 70 elever på Faster Skole i Astrup nord for Skjern, men sådan bliver det ikke ved med at være, hvis man ser på Ringkøbing-Skjern Kommunes prognoser.
Her ser det ud til, at skolen i 2025 være nede på 57 elever, og det er ikke nok.
Heller ikke selvom at et flertal af politikerne i Ringkøbing-Skjern Kommune i november 2020 besluttede at sænke grænsen for, hvor lille en skole måtte være. Hvor man før ville lukke skolerne ved 75 elever, så sker det nu ved 60.
Og kommer Faster Skole under 60 elever, så skal skolen lukke, for der er ikke tale om en vejledende grænse, lyder det for næstformanden i Børne- og Familieudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune, Bjarne Svendsen.
- Kommer elevtallet under 60, så bliver skolen lukket. De 60 fortæller ikke nødvendigvis, om det er en god eller en dårlig skole, men det er det tal, vi har besluttet, og det er et tal, alle kan forholde sig til, lyder det.
Ingen panik endnu
På Faster Skole kender man godt til prognoserne, men man tager det stadig med ophøjet ro, siger skoleleder Inger Mølholm.
- Jeg er sikker på, at vi nok skal få flere børn igen. Sådan har det været i skolens historie, at elevtallet går lidt op og ned. Så vi er ganske fortrøstningsfulde, siger hun.
Men det ændrer ikke på, at Ringkøbing-Skjern Kommunes Børne- og Familieudvalg 5. oktober kommer ud på skolen til dialogmøde. Her vil man forsøge at kigge på løsninger i god tid.
- Hvad skal der til for at bevare en skole herude? Der skal selvfølgelig nogle elever til. Og nu kommer vi i god tid, så der også er tid til at reagere, siger Bjarne Svendsen.
På Faster Skole er man da også glad for, at kommunen allerede reagerer nu og åbner op for dialogen.
- Vi vil da gerne tale med dem om, hvilke visioner vi har, og hvad det er, vi kan herude, der er helt særligt. Der er jo nogle særlige ting ved at være en lille landsbyskole. Og så ser jeg det også som en oplagt mulighed for at spørge dem om, hvad de tænker, og hvad deres rolle er i alt det her, fortæller Inger Mølholm.