Modelbyggeri fungerer som terapi: Har brugt ni år på at bygge miniaturekirke

Der er flere måder at bearbejde sorg på, for Ivan Jacobsen blev det med et niårigt modelbyggeri, hvor alt er lavet fra bunden.

Ivan Jacobsen med miniaturekirken i baggrunden, som han har brugt ni år på at bygge.
Ivan Jacobsen med miniaturekirken i baggrunden, som han har brugt ni år på at bygge.
Foto: Jesper Bach Thomsen, TV MIDTVEST

Der er brugt 5.000 stykker hjemmelavet skiffer og 13.000 hjemmelavede mini-mursten af potteler. Indenfor er der både vandskuret og miniaturebænke, mens der er nedløbsrør fra gamle bremserør fra en bil udenpå.

Alt i alt er der tænkt på hver en detalje på Ivan Jacobsen mesterværk.

- Jeg er ikke den type, der praler af noget som helst, men jeg er godt tilfreds. Jeg gider ikke lave noget, der ikke duer. Det skal være perfekt, forklarer Ivan Jacobsen.

Der er tænkt over hver en detalje i Ivan Jacobsens byggeprojekt.
Der er tænkt over hver en detalje i Ivan Jacobsens byggeprojekt.
Foto: Jesper Bach Thomsen, TV MIDTVEST

Lokalt inspireret

Den 60-årige tidligere mekaniker og elektriker begyndte tilbage i 2011, så han har egentlig været effektiv. For det tog 120 år at bygge Peterskirken i Rom.

Helt så længe har det ikke taget Ivan Jacobsen at bygge en miniature-kirke med inspiration fra Helligånds-kirken i Hvide Sande. Til gengæld har det ni år lange byggeri krævet fingersnilde og stor tålmodighed.

For Ivan Jacobsen har byggeriet været en slags terapi efter sin kones død.

- Jeg savner hende simpelthen sådan, det gør jeg. Så at have noget at lave - det betyder bare alt, det garanterer jeg dig for, forklarer Ivan Jacobsen.

Til gengæld har det betydet mindre at projektet er en kirke.

- Det er ikke fordi, jeg er troende, for jeg bander fandme så meget, det er ikke det, der har ikke noget med kirken at gøre. Det er lavet til min datter, fortæller Ivan Jacobsen.

Skal udstilles

At det blev en kirke, og lige præcis Helligånds-kirken i Hvide Sande, er den tidligere præst i kirken glad for.

-  Jeg synes sådan et arbejde, det er simpelthen så flot, og så når det ovenikøbet er den lokale kirke, der har været inspiration. Så det er oplagt at få det udstillet, fortæller den tidligere præst i Hvide Sande Thomas Kristensen.

Vil man beundre Ivan Jacobsens værk, så kan mini-kirken ses i Helligånds-kirken i Hvide Sande fra den femte januar. 

2:22
Ivan Jacobsen fra Hvide Sande har brugt næsten ni år på at bygge en miniature-kirke.