Norsk Skjern-spiller misser håndbold-EM
Skjerns stregveteran Bjarte Myrhol har måttet melde afbud til EM for Norge på grund af sygdom.
Anføreren for det norske herrelandshold i håndbold, Bjarte Myrhol, har meldt fra til januars EM-slutrunde. Det meddeler Det Norske Håndboldforbund onsdag på sin hjemmeside.
Den 37-årige stregspiller, der på klubniveau tørner ud for Skjern, blev i november opereret for et hul i tarmen, og det er et tilbagefald i forhold til den sygdom, som har tvunget ham til et EM-afbud.
- Jeg fik et tilbagefald 23. december og tilbragte dagen på hospitalet. Som følge af tilbagefaldet skal jeg opereres 2. januar i Herning. Det betyder desværre farvel til EM for mig, siger han i en pressemeddelelse.
Hans plads i truppen overtages af Tom Kåre Nikolaisen fra Kolstad.
Norge skal spille sine tre indledende EM-gruppekampe på hjemmebane i Trondheim, hvor modstanderne er Frankrig, Portugal og Bosnien-Herzegovina.
Nordmændene blev nummer to ved VM for et lille års tid siden efter finalenederlag til Danmark i Herning.
/ritzau/