Nyt kvæg skal gøre røde bøffer mere grønne

En særlig krydsning mellem malkeko og kødkvæg skal reducere udledningen af drivhusgasser fra røde bøffer.

0:59
Landmand Rasmus Alstrup fra Videbæk har fået nye kalve, der skal udlede mindre metan og CO2.
Foto: Marc Killigren Akselsen / TV MIDTVEST

På landmand Rasmus Alstrups gård ved Videbæk lyder og lugter det som en normal kalvebesætning. 

Men bag koprutter og tung ånde gemmer der sig nye kvæg-gener, der kan give bøf-elskere lidt bedre samvittighed. 

I den vestjyske besætning har landmanden fået en helt særlig kalve-krydsning, der skal reducere kalvenes udledning af drivhusgassen metan med op til fem procent.

- Vi er godt klar over, at vi også skal levere på klima, og så er det her en af de rigtig gode løsninger, hvor både vi og klimaet vinder, forklarer landmanden. 

Han henviser til, at den særlige krydsning af malkekvæg og kødkvæg er hurtigt-voksende. Det betyder, at de skal udnytter fodret bedre og samtidig udleder færre drivhusgasser, inden de ender på forbrugernes tallerkener. 

- Jeg er overbevist om, at dem, der vokser mest og dem, der laver den bedste marmorering, også er dem, der har det laveste klimaforbrug, forklarer landmanden. 

12.000 kalve skal overvåges

Den vestjyske landmand er en af fem jyske landmænd, der er med i projektet 'FutureBeefCross'.

Her undersøger forskere, hvor meget mindre CO2 og metan den særlige krydsning udleder. 

Det foregår ved, at forskerne 14-18 gange i døgnet måler, hvor mange drivhusgasser, der forlader kalvenes munde. Det sker gennem særligt måleudstyr, der er placeret ved fodertrugene. 

- Klima er noget, vi skal bidrage med alle sammen, så vi skal gøre en indsats og rykke i de håndtag, vi kan for at nedbringe klimapåvirkning, som vi har i forhold til mælk og kød, forklarer Anders Fogh, der er afdelingsleder i videns- og innovationshuset Seges, der hører under Landbrug og Fødevarer. 

De første slagtekalve efter de udvalgte tyre vil blive slagtet i 2024.
De første slagtekalve efter de udvalgte tyre vil blive slagtet i 2024.
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Foruden Seges er også Aarhus Universitet, Danish Crown, Allflex, Viking, Frontmatec og en række slagtekalveproducenter med i forsøget.

- I sidste ende får vi nogle mere bæredygtige kalve, forklarer han. 

De første resultater tegner ifølge afdelingslederen godt, men de endelige resultater lægger først klar i 2023.