Præsidentvalget i USA kan få betydning for vestjysk vindmøllefirma
En vindmøllevirksomhed i Ringkøbing håber, udfaldet af det amerikanske præsidentvalg vil betyde økonomisk vækst.
Det er ikke kun amerikanerne, der venter i spænding på, hvem der bliver USA’s næste præsident. Hos vindmøllevirksomheden JSB Group A/S i Ringkøbing følger de også med i valget.
- Vi gør os forhåbninger om, at udfaldet vil betyde gode ting for vind-industrien, siger administrerende direktør, Andreas Kipker.
JSB Group, der producerer komponenter til vindmøllevinger, sidder på 33 procent af verdensmarkedet, og en femtedel af deres produkter ender i USA. Det er derfor ikke uden betydning, hvilket parti der ender med magten over de 50 amerikanske stater.
Andreas Kipker foretrækker, at det bliver en sejr til Joe Biden og demokraterne. De vil nemlig investere to billioner dollars i vindmøller og grøn energi, men det vigtigste for direktøren er, at det enten bliver demokraterne eller republikanerne, der har magten både i kongressen og på præsidentposten.
- Jeg tror ikke, man skal undervurdere, hvor stor en efterspørgsel der er fra virksomheder og forbrugere. Flere begynder at tænke på elbiler og miljøvenlige produkter, og det driver simpelthen et behov for miljøvenlig og økonomivenlig strøm, og det er vind, siger Andreas Kipker.
Præsidentvalget bliver afgjort tirsdag den 3. november.