Takkede ja med det samme: Rutineret fløj forlænger sin kontrakt med Skjern

Venstrefløjen Jørgen Rasmussen fortsætter samarbejdet med Skjern Håndbold.

Både spiller og klub er glade for forlængelsen.
Både spiller og klub er glade for forlængelsen.
Foto: TV MIDTVEST

Fem sæsoner i den grønne trøje er ikke nok for venstrefløjen Jørgen Rasmussen. Derfor har han valgt at takke ja til en forlængelse af sin kontrakt med Skjern Håndbold.

- Jeg er utrolig stolt og glad for, at jeg skal fortsætte i den grønne trøje. Faktisk skulle jeg slet ikke overveje forlængelsen ét eneste sekund. Det er dejligt, at det hele er på plads, siger Jørgen Rasmussen.

Jørgen Rasmussen kom denne sommer tilbage til Skjern Håndbold efter en tid i Lemvig-Thyborøn håndbold. Det har derfor kun taget klubben to måneder at se spilleren an, inden de var klar til at tilbyde en to-årig kontrakt.  

- Det har været helt oplagt at forlænge med Jørgen, så hurtigt efter hans ankomst. I alle faser af spillet har Jørgen vist sig at være et stort aktiv for os. Desuden har Jørgen store sociale kompetencer, hvilket også er en god egenskab på en lidt speciel arbejdsplads som et håndboldhold, siger cheftræner Claus Hansen.

Jørgen Rasmussens tvillingebror René Rasmussen spiller ligeledes for Skjern Håndbold.