Tankstation brød i brand, mens ejer var væk: - Det er rystende
Både ejeren og indsatslederen for brandvæsnet har rosende ord til tankstationens medarbejdere.
Der var pludselig brug for brandvæsnet, da der tirsdag eftermiddag udbrød brand på OK Plus-tankstationen i Lyne syd for Tarm. Imens stod ejeren Jens Bo Rewaldt i HerningCentret.
- Der tænkte jeg bare: ”Jeg skal hjem, og det skal være nu!” Det var rystende, siger han til TV MIDTVEST.
Han fik beskeden overleveret af sine medarbejdere, der passede tankstationen. De havde opdaget branden, da de begyndte at undre sig over røglugt, og en beboer fra en lejlighed i samme bygning var kommet ind i butikken for at fortælle, at hun ikke havde strøm.
- Det er et teknikrum, der har været overophedet. Det har været varmt, men det har holdt sig derinde, siger Jens Bo Rewaldt.
I teknikrummet stod en tørretumbler. Med al sandsynlighed er der sket en kortslutning i den, som har startet branden. Den har dog været så varm, at det aldrig kommer til at ske igen.
- Den er brændt helt ud, siger indsatsleder Lars Lyngvig fra Brand & Redning MidtVest.
Både han og tankstationens ejer roser medarbejderne, der opdagede ilden og røgen.
- Personalet gjorde præcis, hvad de skulle. De lukkede døren ind til rummet og gik ud, siger indsatslederen.
- Ellers kunne det være gået helt galt, siger Jens Bo Rewaldt.
Branden er nu slukket, men den skabte en del røg, så tankstationen er i gang med at blive luftet ud. Butikken har dog ikke taget skade, så den holder åbent som normalt, forsikrer ejeren.