Trusler og hadbeskeder mod chinchilla-avler: - Du skal flås ligesom dyrene

En chinchilla-avler blev bestormet af hadbeskeder på facebook. Hun efterlyser en ordentlig tone i debatten og mere rummelighed.

2:37
Vrede veganere sender Mai Ejlskov dødstrusler på Facebook.

- Du skal slås ihjel og selv blive flået ligesom dyrene.

De seneste tre måneder vil nok for altid være kendt som nogle af de mest skelsættende i den danske pelsdyrsbranche. Siden regeringen tilbage i starten af november besluttede, at alle mink skulle aflives, er – ikke bare beslutningen – men også hele branchen blevet diskuteret vidt og bredt i den danske befolkning.

Bedst som man troede, at røgen så småt var begyndt at lægge sig, så bliver der nu igen pustet kraftigt til de gnister, der igennem den seneste tid har delt befolkningen i to lejre, hvoraf den ene har været for pelsdyravl, imens den anden har været imod. Sådan oplever en chinchilla-avler fra Astrup mellem Skjern og Videbæk det i hvert fald i øjeblikket.

- Vi har reserveret en plads til dig i den elektriske stol, og så er der et billede af den, siger Maj Ejlskov og viser endnu af de beskeder, hun har fået på facebook de seneste døgn. 

41-årige Maj Ejlskov har nemlig de seneste dage oplevet flere trusler og hadbeskeder i sin private indbakke. Eksempelvis oplevede hun i løbet af et enkelt døgn at få tilsendt 34 privatbeskeder fra mennesker, der alle havde det tilfælles, at de ifølge Maj Ejlskov er aktive i veganermiljøet.

- En del af dem havde under deres profilbillede den der grønne bjælke, hvor der stod, "vi støtter Veganerpartiet". Der er kommet en ny side på facebook, der hedder 'De glemte danske chinchillaer'. Den har jeg studeret lidt de seneste dage, da jeg blev opmærksom på den. 

- Derinde kunne jeg også genkende mange af de samme personer. Der er også folk, der er aktive og debatterer inde på Veganerpartiets hjemmeside, som jeg kan genkende, siger Maj Ejlskov.   

Hun har prøvet at få hadefulde beskeder før. Men denne gang gjorde hun mere end bare slette beskederne. Den hårde tone fik hende i stedet til at lave et facebookopslag i går som i skrivende stund er delt over 16.000 gange.

- Jeg synes, der er sket meget de sidste 5-10 år med, at man ikke kan acceptere, at andre har en anden holdning end en selv. Vi er ikke rummelige overfor hinanden, siger hun.

I opslaget skriver Maj Ejlskov ikke noget om, at hun er pelsavler. Hun siger, at hun ikke har forsøgt at skjule, at hun er pelsavler. Hun mener debatten er større, end bare for eller imod pelsavl. 

- Kløften mellem land og by bliver større og større, og det er ligegyldigt, om man er chinchilla-avler eller om man er svineavler eller kyllinger eller hvad man er. Jeg mener generelt, der er ved at komme en kedelig tendens til had mod det traditionelle landbrug, siger Maj Ejlskov.  

Pelsdyrformand: Det er rystende

Selvom det er en branche, der efterhånden har vænnet sig til, at holdningen til erhvervet er delt i befolkningen, så hører det dog til sjældenheder, at enkeltpersoner oplever det, som Maj Ejlskov på det seneste har oplevet. Sådan lyder det fra den lokale pelsdyrsavlerforening:

- Jeg har oplevet mange ting, men det her er jeg godt nok ikke stødt på før. Jeg synes virkelig, det er under lavmålet, og jeg synes faktisk, det er rystende, fortæller Jesper Kvist, der som formand for Ringkøbingegnens Pelsdyrsavlerforening har været i branchen siden 80'erne.

- Jeg læser selvfølgelig også kommentarspor på Facebook indimellem, så jeg ved jo godt, at mange har en kritisk holdning til vores erhverv. Men direkte personangreb på den her måde er en sjældenhed. Jeg kan ikke tolke det anderledes end, at kritikere vejrer morgenluft og forsøger at lægge pres på at få samtlige erhverv, der har med pelsdyr at gøre, udryddet.

Veganerpartiet: Debatform hører ingen steder hjemme

Beskederne tikkede ind hos Maj Ejlskov få dage efter en ny kampagne på facebook rullede ud for at få stoppet chinchillaavlen i Danmark – en kampagne som Veganerpartiet har promoveret for på partiets egen facebookside. 

 Både folkene bag facebookkampagnen og Veganerpartiet tager afstand fra hadbeskederne og dødstruslerne, men ingen af dem kan udelukke at afsenderne er deres medlemmer.

- Det kan jeg ikke. Der er jo rigtig mange, der støtter os. Vi har fået over 20.000 vælgererklæringer, så det kan jo være, det er en af dem. Men det håber jeg ikke, det er, siger Lars Covenius, der er pressechef hos Veganerpartiet. 

Han siger, at Veganerpartiet går ind for et forbud mod pelsavl, men partiet tager afstand fra trusler og hadbeskeder som vej til at nå målet. 

- Det er ikke en debatform, som hører hjemme nogen steder. Man skal tale pænt til hinanden, siger Lars Covenius.  

- Det sagt, så synes jeg, det vigtige i sagen er, at det ikke handler om veganere. Det handler om pelsavl. Hun skriver jo, at hun har fået en masse modstand på, at hun har en høne i sin baghave og spiser nogle æg engang imellem. Men hun undlader at fortælle, at hun har den her chinchillafarm. 

De fleste af beskederne er slettet, så kun Maj Ejlskov og afsenderen ved, hvem der står bag. Hun har ikke anmeldt dem til politiet, men det overvejer hun at gøre næste gang. 

- Det kunne jeg godt finde på, ja.