17-årig erkender én påsat brand - nægter sig skyldig i de 23 andre

En 17-årig mand er i dag blevet fængslet efter grundlovsforhør. Han er sigtet for 24 påsatte brande i containere i Silkeborg.

Brand i skraldespande i Silkeborg
Foto: 24-7 News

En 17-årig mand er i dag blevet varetægtsfængslet frem til den 2. januar. Han er sigtet for flere påsatte containerbrande i et boligområde i Silkeborg.

Den sigtede er formodentlig blevet genkendt på et overvågningsbillede fra en af brandene, og derfor erkendte han sig skyldig i den brand i retten i Viborg i dag.

Han kærede ikke fængslingen.

Flere anholdelser kan være på vej

Klokken 7.00 fredag morgen ransagede politiet 10 forskellige adresser i Silkeborg. En 17-årig mand blev anholdt. Klokken 13.00 blev han fremstillet i et grundlovsforhør i retten i Viborg.

- Vi begærer dørene lukket, så derfor kan jeg ikke udtale mig om efterforskningen, siger Bent Riber, der er politikommissær hos politiet i Silkeborg.

Dørene blev dog ikke lukket til grundlovsforhøret, men retten nedlagde referatforbud, da politiet mener, at der er flere gerningsmænd på fri fod.

Bent Riber fortæller, at der er flere personer i den kreds, politiet har efterforsket, og det var derfor, at de slog til på samme tid på alle 10 adresser.

- Vi skal jo ramme dem alle sammen på en gang for at kunne forhindre dem i at samtale. Vi kan ikke udelukke, at der kommer flere anholdelser, siger Bent Riber.

Lettelse hos politiet og borgere

Det var en længere efterforskning, der førte til anholdelsen fredag morgen. Politiet har ellers i været på bar bund i efterforskningen af de påsatte containerbrande i lang tid og har flere gange været ude og bede offentligheden om hjælp.

- Det er selvfølgelig glædeligt for os, at vi har kunne foretage den anholdelse, og vi håber derved, at vi har stoppet de påsættelser, der har været, siger Bent Riber.

Også borgerne i området er lettet.

- Jeg synes, det er en enorm lettelse, at der er nogle anholdte i sagen. Det gør jo, at nu kan vores beboere sover lidt mere roligt om natten. Men samtidig synes jeg også, det er trist, hvis det er en 17-årig, der har rendt rundt og sat ild og gjort vores beboere så utrygge, som de har været, siger Joan Nielsen, der er formand beboerforeningen Afdeling 18, ABB Silkeborg på Resedavej.

1:41