Anklager i sag om seksuelle overgreb - Vi har ikke nogen rygende pistol

En tidligere pædagogisk medarbejder på Funder Kragelund Skole i Silkeborg er under anklage for at have misbrugt fem små piger seksuelt. Sagen har dog ingen konkrete beviser, forklarer anklager.

Anklagerfuldmægtig hos Midt- og Vestjyllands Politi, Alexander Stürup.
Anklagerfuldmægtig hos Midt- og Vestjyllands Politi, Alexander Stürup.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Det er en sag, der handler om ord mod ord og troværdighed.

Sådan lyder det fra anklagerfuldmægtig hos Midt- og Vestjyllands Politi, Alexander Stürup, efter den første af to retsdage i sagen om en pædagogisk medarbejder, der er tiltalt for at have begået seksuelle overgreb mod fem små piger.

- Det er den tiltaltes forklaring overfor de fem pigers forklaring. Vi har ikke nogen rygende pistol eller grimme fotomapper, vi skal se. Det er simpelthen en menneskelig vurdering af, hvem af parterne, vi tror på, siger Alexander Stürup.

- Der er tale om en seksuel forbrydelse i den grovere ende. Vi har både påstand om fængselsstraf og en påstand om, at den tiltalte skal frakendes retten til at beskæftige sig med børn og unge, lyder det.

Den tiltalte mand, en tidligere pædagogisk medarbejder på Funder Kragelund Skole i Silkeborg, afviste selv anklagerne ved Retten i Viborg fredag, og mandens forsvarer har ingen supplerende kommentarer til sagen.  

Anklaget for at befamle pigerne

Manden er under anklage for at have begået seksuelle overgreb mod fem piger i en periode fra 2013 til 2017, hvor han var ansat på skolen.

Her skulle han, ifølge anklageskriftet, have befamlet pigerne på blandt andet deres kønsdele.

Pigerne, der i dag er 12 år gamle, var dengang mellem seks og ni år.

Mistanken til den tiltalte opstod i efteråret 2019 under en lejrtur, hvor nogle af pigerne begyndte at tale om den tidligere medarbejder.

De fem piger gav tilbage i oktober deres forklaring i sagen til kamera. Videoer, der fredag er blevet afspillet i retten for lukkede døre.

- Det er helt absurd

TV MIDTVESTs reporter i retten fortæller, at manden forklarede sig både roligt og velformuleret, da han afgav sin forklaring.

- Det er helt absurd. Jeg har i hvert fald ikke haft hånden nede i nogens bukser. Der var meget trafik i rummet, så andre ville kun se det, hvis jeg sad i sofaen og befamlede et barn.

- Der er hele tiden andre voksne og børn omkring en i det rum, lød det fra den tiltalte.

Manden fortalte ligeledes, at han sommetider har haft børn siddende på skødet i ’trøstesituationer’, men at der aldrig er foregået noget seksuelt.

Sagen forventes at nå sin afslutning den 29. januar, hvor der efter planen falder dom.

1:54