Brand i Silkeborg: Søg læge, hvis du bliver dårlig
Det brænder lige nu i et nedlagt autoværksted i Silkeborg.
Kort før klokken 15 i dag modtog politiet en melding om en brand i et nedlagt autoværksted på Lollandsgade i Silkeborg.
Brandvæsnet på stedet oplyste til politiet, at der var kraftig røgudvikling på stedet. Røgen blæste østpå.
- Røgen var først sort, men kort efter skiftede den farve til lys røg. Det blev derfor vurderet, at det ikke var nødvendigt at varsle, forklarer vagtchef Allan Riis.
Selvom røgen umiddelbart ikke er farlig, så skal man stadig passe på sig selv.
- Hvis der er nogen, der er i forbindelse med røg i området, som føler sig utilpas, så skal de søge læge, siger vagtchefen.
Under kontrol
Brandvæsnet arbejder nu med slukningsarbejdet ved autoværkstedet, og de har allerede branden under kontrol.
Politiet har nu en indsatsleder og en patrulje på vej til stedet for at undersøge brandårsagen.
- For os er alle brande som udgangspunkt mistænkelig, så vi skal lige ind og se, siger Allan Riis.