BSV flopper fælt og ryger ud af CL efter nedsmeltning
Bjerringbro-Silkeborg gik i opløsning, og så tabte holdet stort til Wisla Plock og er færdig i CL-turneringen.
Håndboldspillerne fra Bjerringbro-Silkeborg (BSV) er færdige i Champions League efter den helt store nedtur søndag på hjemmebane.
Her tabte BSV med 20-27 til polske Wisla Plock, efter at BSV vandt klubbernes første opgør i Polen med 26-22 og dermed havde fire måls forspring inden returmødet.
BSV gik endda til pause foran med to mål, men i anden halvleg smuldrede det hele, og blot to scoringer på 18 minutter betød, at polakkerne halede ind, selv om udeholdet var handicappet af to røde kort i første halvleg.
Fiaskoen var total efter i alt kun fem mål i anden halvleg af BSV, som tabte anden halvleg 5-14.
Dermed bliver der ingen revanchekamp mod ungarske Pick Szeged i ottendedelsfinalen, efter at ungarerne i 2017 sendte BSV ud af turneringen i netop ottendedelsfinalen.
Indledningen blev tæt, og Johan Hansen udlignede til 3-3 på et straffekast efter otte minutter.
Michael V. Knudsen øgede til 5-3-føring efter ti minutter, og dermed havde BSV et forspring på seks mål samlet.
Keeper Kasper Larsen leverede gode redninger, og BSV øgede til 6-3, men så indkasserede polakkerne de to røde kort for svinestreger inden for et minut.
Først blev den store forsvarsspiller Dan Emil Racotea smidt ud, og kort efter var det så José De Toledo, der så rødt.
Med to mand i overtal øgede August Pedersen fra fløjen til 7-5 til BSV, og det blev hurtigt 8-5.
Det gjorde spillet noget rodet fra begge sider i resten af halvlegen, men fem minutter før pausen var BSV foran 14-10.
Det endte dog med en pauseføring på 15-13 til BSV, der dog på ingen måde formåede at trække fra i anden halvleg.
Tabte alt i anden halvleg
Tværtimod endte det hele med at smuldre.
16-15 lød føringen til BSV efter otte minutter, og Plock udlignede til 16-16, og BSV gik fuldstændig i stå. En enkelt scoring i 12 minutter i anden halvleg betød, at Plock bragte sig foran 18-16, og føringen på fire mål inden kampen begyndte at fordampe.
Plock-keeper Adam Morawski pillede alt i perioden, og polakkerne bragte sig foran 19-16.
BSV var rystet.
Det bølgede frem og tilbage og 19-23 med otte minutter igen holdt nerverne uden på trøjerne hos begge mandskaber.
Wisla Plock bragte sig foran 24-19 - og dermed samlet i front - efter et brændt straffekast af Nikolaj Øris, der floppede gevaldigt i anden halvleg.
Et svagt straffekast af Jesper Nøddesbo betød, at polakkerne bragte sig foran med seks mål og 25-19, og sammenbruddet var totalt med BSV nede med 19-26 og to minutter igen.