BSV stormer videre med ny sejr i Champions League
For anden gang på tre uger vandt Bjerringbro-Silkeborg stensikkert over Besiktas i Champions League.
Håndboldmændene fra Bjerringbro-Silkeborg fortsætter med at vinde i Champions Leagues gruppe C. Det danske mandskab besejrede som ventet tyrkiske Besiktas med 34-27 hjemme i Silkeborg søndag eftermiddag og er nu oppe på fem sejre i seks kampe.
Holdet er på førstepladsen i tabellen, hvor de bedste to hold går videre til playoffkampe om adgang til ottendedelsfinalerne.
BSV vandt med 13 overskydende mål i de to holds første indbyrdes møde i Istanbul for tre uger siden, men tyrkerne ydede mere engageret modstand i Silkeborg. Det forhindrede dog ikke BSV i - med en velspillende Nikolaj Markussen som drivkraft - at opbygge et solidt forspring i en første halvleg, som blev vundet med 16-12.
Markussen nettede fem gange før pausen, og sammenspillet med brødrene Mads og Nikolaj Øris i BSV's bagkæde fungerede fornemt.
I anden halvleg øgede BSV til en føring på otte mål ved stillingen 26-18, men i modsætning til i den første kamp faldt Besiktas ikke sammen, da modgangen meldte sig.
De tyrkiske gæster fortsatte med at udfordre hjemmeholdet, men der var klasseforskel - ikke mindst på målmandsposten, hvor ingen af de to Besiktas-keepere diskede op med ret mange parader.
Til sidst havde BSV overskud til at træne syv-mod-seks-spil, og det udløste et straffekast, som Johan Hansen udnyttede med sit holds 34. og sidste scoring i kampen.
Der resterer fire spillerunder i gruppespillet, så der er fortsat en del arbejde at gøre for det danske hold.Næste opgave bliver en tur til Rusland for at møde Chekhovskiye Medvedi. Den kamp spilles på lørdag.
/ritzau/