Få seneste nyt: Tog afsporet ved Silkeborg
Ifølge Banedanmark er der nu ryddet op på skinnerne mellem Silkeborg og Laven, så togdriften igen kan blive normal.
Et tog fra selskabet GoCollective har fredag aften været i et uheld med en traktor. Hverken de 21 passagerer, traktorføreren eller lokomotivføreren er kommet noget fysisk til. Toget blev dog afsporet, hvilket har resulteret i en lang række aflysninger. Toget er tilbage på skinnerne og er trukket væk fra uheldsstedet.
Vi følger arbejdet fra uheldsstedet i livebloggen herunder.
Livebloggen lukker ned
Toget er fjernet og skal nu til reparation på GoCollectives værksted i Struer.
Video af oprydningsarbejde
Sådan så det ud, da toget kørte afsted fra uheldsstedet. Efterfølgende har man arbejdet på at få halm væk fra sporene.
For tidligt at sige noget om eventuel sigtelse
Sagen bliver videregivet til politiets færdselsafdeling. Det oplyser vagtchef Jan Nørrum.
Herefter kan man vurdere, om der skal rejses en sigtelse.
Fire-fem timers arbejde i vente
I forbindelse med kollisionen er nogle sensorer blevet beskadiget. Banedanmark forventer, at der går fire-fem timer, før sensorerne er fikset.
- Vi arbejder på at få det i orden igen, men mangler noget materiel, siger Lars Kristensen, der er sikringstekniker ved Banedanmark.
Togene kan køre - men det kommer til at gå langsomt
Overkørslen virker, og togene må igen køre på sporet, oplyser Lars Kristensen, der er sikringstekniker ved Banedanmark.
Men det bliver med en del forsinkelser. For halmen har ødelagt de sensorer, der fortæller togene, om der er fri bane.
Så togene, der skal passere, får teknisk besked om, at der holder noget på sporet, fordi sensorerne er ødelagte.
Derfor skal de holde stille og have tilladelse og sikkerhed om, at der ikke holder noget på sporet, hver gang de skal passere overgangen.
- De skal køre langsommere et længere stykke og holde når de kommer til overkørslen, siger Lars Kristensen.
Oprydning i gang
Banedanmark er i gang med at rydde op på sporet.
Der er en del halm, der skal fejes af vejen.
Tog på vej til Silkeborg
Toget er nu kørt fra stedet og er på vej til Silkeborg.
Toget er koblet på et andet tog under turen.
Sådan ser toget ud lørdag formiddag
Toget er klar til at blive fragtet væk
Toget er tilbage på skinnerne
Toget er nu tilbage på skinnerne og klar til at blive fragtet væk fra uheldsstedet. Der er ankommet et andet tog, som skal trække toget mod Silkeborg.