Flere får veganske udgaver af julemiddagen
Julebordet er normalt præget af kød - and, flæskesteg og medister. Men for Chrisstina Mogensen bliver det i år i stedet med et vegansk alternativ.
Intet julebord uden and, flæskesteg og medister. Sådan har mange det nok. Men flere skifter kødet ud med en vegansk udgave.
- Du kan simpelthen få en vegansk udgave af and. Det er sådan et køderstatningsprodukt, som er på markedet nu, forklarer Chrisstina Mogensen fra Silkeborg.
Hun har skiftet kødet ud, på trods af, at hun længe har spist kød og også arbejdet med dyr som landmand.
- Jeg har altid haft et stort hjerte for dyrene. Men på et tidspunkt fandt jeg ud af, at der var noget som ikke helt stemte overens med at være dyreelsker og så samtidigt spise dem, forklarer Chrisstina Mogensen.
Ikke farsbrød men morsbrød
I stedet for and laver Chrisstina Mogensen en ret som hedder "like and", men det er ikke den eneste alternative opskrift hun bruger.
For mens farsbrød er bandlyst, er morsbrød blevet en ny favorit. Morsbrød er butterdej med vegansk fyld.
Selvom der er kød alternativer, så holder langt størstedelen sig stadig til det traditionelle. Ligesom Chrisstinas veninde, som ikke blev omvendt af at smage det veganske alternativ.
- Jeg skal nu stadig have flæskesteg fra en gris, og så køber jeg også noget and, det må jeg indrømme, fortæller Katja Perregaard, som er veninde til Chrisstina.