Før pulverbrevene: Jyske Bank modtog trusselsbrev torsdag morgen

Alle Jyske Bank-afdelinger har været aflåst torsdag på grund af trusler mod banken.

Jyske Bank i Kjellerup er en af de to Jyske Bank-afdelinger, der har modtaget et pulverbrev.
Jyske Bank i Kjellerup er en af de to Jyske Bank-afdelinger, der har modtaget et pulverbrev.
Foto: Peter Erfurt, 24-7news

Jyske Bank var forberedt, da der kom breve med et ukendt pulver til to af bankens afdelinger i eftermiddags. Banken havde nemlig modtaget et trusselsbrev torsdag morgen.

- Vi har fået et brev i hovedsædet i Silkeborg i morges, hvor der bliver truet med aktioner mod banken af ikke nærmere defineret karakter, siger Erik Qvirin Hansen, der er direktør for kommunikation og marketing i Jyske Bank.

Torsdag eftermiddag modtog bankens afdelinger i Holstebro og Kjellerup hver et brev med et ukendt pulver. I Holstebro blev brevet åbnet; det gjorde det ikke i Kjellerup. Heldigvis er ingen i følge politiet blevet syge af pulveret.

Opdatering

Opdatering:

Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands politi Ole Vanghøj oplyser fredag morgen, at en analyse konkluderer, at pulveret et ufarligt.

    Alle afdelinger var låst af

    På grund af truslerne i morges har alle Jyske Banks afdelinger været låst i dag. Planlagte kundemøder er blevet gennemført, men man har ikke kunnet gå ind fra gaden.

    - Vi har taget den forholdsregel, at vi har låst dørene i dag, og det gør vi også i morgen, siger Erik Qvirin Hansen.

    Han ønsker ikke at oplyse, om gerningsmanden havde skrevet et motiv til aktionerne i trusselsbrevet. Men truslerne blev meldt til politiet med det samme.

    Hos Midt- og Vestjyllands Politi siger vagtchef Jesper Brøndum, at man ikke umiddelbart kan sige, hvorfor det lige præcis er gået ud over Jyske Bank, men at politiet har en idé om, at gerningsmanden har noget imod bankverdenen generelt.

    Breve til to nordjyske filialer

    Nordjyllands Politi oplyser her til aften til TV MIDTVEST, at også to filialer af Jyske Bank i Nordjylland var udset som mål for breve med pulver.

    - Klokken 8 fik vi en melding fra Post Nord, at de havde fundet to breve med pulver på deres postcentral, fortæller vagtchefen for Nordjyllands Politi, Poul Fastergaard til TV MIDTVEST.

    - Brevene var til Jyske Banks afdelinger i Frederikshavn og Aalborg, fortæller vagtchefen.

    Seruminstituttet undersøger pulveret

    Politiet regner med det er samme pulver og afsender til begge breve. Men om det er biologisk materiale eller kemisk skal undersøges nærmere.

    Når Statens Seruminstitut får taget prøver af pulveret i både Kjellerup og Holstebro, skal det i følge politiet tilbage til seruminstituttet, hvor det skal analyseres i løbet af natten.

    Politiet mistænker, det kan være samme gerningsmand eller -mænd, der står bag afsendelse af brevene, da de ligner hinanden både med hensyn til kuvert og indhold.

    Jyske Bank har oplevet trusler før og har også modtaget breve med pulver for nogle år siden, men uden at der reelt var tale om giftigt indhold i brevene.