Kanosejlads og cykelture i massevis: Danmarks Outdoor Hovedstad er en succes
I dag er det fem år siden, at Silkeborg Kommune tog tilnavnet "Danmarks Outdoor Hovedstad". Siden er det væltet ind med turister, der vil ud i den silkeborgensiske natur.
Solen står højt, temperaturen er stigende, og regnen udebliver. Sommervejret er i den grad vendt tilbage, og på Silkeborg Søcamping er der godt pakket, men campisterne er ikke kommet for at dase i solen.
I dag er det nøjagtig fem år siden, at Silkeborg Kommune gav sig selv titlen som Danmarks Outdoor Hovedstad, og noget tyder på, at turisterne har taget det til sig.
- Det er næsten mere almindeligt, at de kommer på mountainbike, end at de ikke gør. Og det har vi altså ikke set før, siger Henning Kristiansen, der er vært hos Silkeborg Camping.
Og cykelturene er bestemt ikke den eneste form for udendørs motion, der er blevet populært ved campingpladsen.
Gæsterne udnytter nemlig søen til kanoture i massevis.
- De får næsten ikke nøglen udleveret til feriehuset, inden de er afsted. De smider bare tasken ind og siger ”vi skal afsted, vi skal afsted”, siger Henning Kristiansen.
Og det er ikke kun blandt campingfolket, at outdoor-mentaliteten har hæftet sig fast.
Hos Vejlsøhus Hotel og Konferencecenter kan hotelchefen hurtigt opsummere, hvad det er, der får gæsterne til at booke overnatninger.
- Den silkeborgensiske natur, hører vi hele tiden. Skov og sø og masser af plads er noget, de nyder. Vores outdoor-værelser er ekstra store, så der er plads til, at man kan parkere sin cykel, siger Jakob Beck Wätjen, der er hotelchef ved Vejlsøhus Hotel og Konferencecenter.
Siden Silkeborg Kommune udnævnte sig selv som Danmarks Outdoor Hovedstad i 2017 antallet af overnatninger steget med 27.000.
Inden da havde der seks år i streg været et fald i antallet af overnatninger, og ifølge borgmesteren er det ikke tilfældigt.
- Der er i hvert fald nogle ting, der hænger sammen, det er der ingen tvivl om. Når man som turist har lyst til at komme et sted hen, så lyder Danmarks Outdoor Hovedstad bare af noget mere – og det er det også, siger Helle Gade (S), der er borgmester i den midtjyske kommune.
Det er dog ikke alle, der er henrykte over tendensen.
For med så mange mennesker i skovene og på vandet frygter nogen, at naturen tager skade.
- Det er en tåbelig ide efter min mening. Det gør, at der bliver drevet rovdrift på naturen for pengenes skyld, siger Erik Balle, der har været medlem af Danmarks Naturfredningsforening i mere end 30 år.
Men ifølge Helle Gade (S) gør kommunen, hvad den kan for at undgå, at de grønne omgivelser tager skade.
- Det er selvfølgelig helt berettiget, at man har en bekymring for sin natur, det vil jeg ikke underkende. Når vi bruger naturen, så prøver vi også at tilføre det slitage, som vi laver på naturen i forhold til at plante og vedligeholde, siger borgmesteren.
Det er både blevet sjovere at drive campingplads og hotel i Silkeborg, efter kommunen er blevet selverklæret outdoor hovedstad.
Og spørger man Henning Kristiansen fra Silkeborg Camping, er der ingen grund til at tro, at festen stopper.
- Jeg kan ikke se nogen elementer, der skulle gøre, at det skulle stagnere eller gå nedad. Vi elsker naturen, siger han.