Mere end en million seere til DJ-show i Silkeborg: Nu ser Hjejlen ud til at være reddet

Efter et kæmpe støtteshow med den verdenskendte DJ Martin Jensen ser det nu ud til, at selskabet bag hjuldamperen Hjejlen er reddet fra konkurs.

I fire timer underholdt Martin Jensen på Hjejlen i Silkeborg.
I fire timer underholdt Martin Jensen på Hjejlen i Silkeborg.
Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

1.059.127 så med, da DJ’en Martin Jensen fredag aften gav sin støtte til verdens ældste hjuldamper Hjejlen. I fire timer fyrede han den af med musik, lys, ild og fyrværkeri på dækket af Hjejlen. Hele showet blev streamet online.

- Det var et fuldstændig fantastisk, overvældende og spektakulær show. For mig var det en overvældende og visuel oplevelse, siger Thomas Klostergaard, der er administrerende direktør i Hjejleselskabet.

Han så med fra kajen i Silkeborg og fik undervejs mange positive tilkendegivelser for arrangementet.

- Folk har sagt til mig, at Hjejlen aldrig har set bedre ud end i går, og at det må være det største show nogensinde i Silkeborg.

Han mener, at der var mange flere end de godt en million, der streamede liveshowet, der så med.

- Jeg ved, at der var mange, der var samlet om den samme skærm for at holde en fest, mens de så med, siger Thomas Klostergaard.

Udover musikken var showet fyldt med fyrværkeri, ild og lys.
Udover musikken var showet fyldt med fyrværkeri, ild og lys.
Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

Stor økonomisk opbakning

Martin Jensen er selv fra den lille by Sorring, der ligger ved Silkeborg, og hans mål med showet var at sætte hans hjemstavn på landkortet.

-  Jeg håber, at folk kan få øjnene op for Midtjylland og Silkeborg, og at det faktisk er en super fed lokation. Det er et af de smukkeste steder i Danmark, siger Martin Jensen.

Selv om støttekoncerten handlede om at indsamle penge til Hjejleselskabet, så var det alligevel oplevelsen og opmærksomheden, der var det vigtigste.

- Sikke et udstillingsvindue vi havde. Støtteshowet handlede også om at skaffe synlighed og opmærksomhed om os, og det må man sige, at vi har fået, siger Thomas Klostergaard.

Anden støttekoncert

Inden fredagens koncert havde over 3.000 personer støttet Hjejlen økonomisk med 1,3 millioner kroner. Det var nemlig ikke første støttekoncert. I maj spillede Lars Lilholt intimkoncert fra Hjejlen, der også blev streamet live. Dengang så 32.000 med online, og der blev indsamlet 370.000 kroner. Direktøren har endnu ikke det endelige overblik over, hvor meget der er kommet ind efter Martin Jensens show, men indsamlingen har samlet set i hvert fald rundet 1,5 millioner kroner.

- Fremtidsudsigterne for os ser så lyse ud, at der nu er stor sandsynlighed for, at tingene kommer til at lykkes for os, og at vi undgår konkurs, siger Thomas Klostergaard.

Det hjælper også på Hjejleselskabets økonomi, at de nu har fået lov til at sejle på Silkeborgsøerne i begrænset omfang i løbet af sommeren.

3:25
En international superstjerne spiller støttekoncert for hjuldamperen Hjejlen i Silkeborg.