Strid om motorvej: Borgmester overvejer at trække staten i retten

Silkeborg Kommune og staten strides om, hvem der skal hjælpe støjplagede naboer til motorvejen ved Buskelund.

1:05
Borgmesteren i Silkeborg Kommune, Steen Vindum, er så frustreret, at han truer med at hive staten i retten. Se interview her.
Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

Byggeriet af Silkeborgmotorvejen risikerer nu at få et retsligt efterspil mellem staten og Silkeborg Kommune.

Silkeborgs borgmester, Steen Vindum (V), er så frustreret over, at Vejdirektoratet ikke vil lave støjdæmpning i Buskelund i den vestlige del af Silkeborg, at han kraftigt overvejer at trække staten i retten.

- Er vi virkelig derhenne, hvor en stat og en kommune skal have det her afgjort i en retssal. Sådan noget er ikke særlig kønt, men jeg vil ikke afvise, at der kunne vi godt havne, siger Steen Vindum til TV MIDTVEST.

Silkeborgmotorvejen blev indviet i 2016, og det stod hurtigt klart, at den var meget populær blandt bilisterne. Vejdirektoratet regnede oprindeligt med 10.000 biler i døgnet på den vestlige del af motorvejen, men tallet er nærmere 17.000, og mange borgere i Buskelund føler sig kraftigt generet af støjen.

- Vi fulgte retningslinjerne

Vejdirektoratet har sørget for støjdæmning flere steder langs vejen, men altså ikke i Buskelund.

Projektleder Mike Boesen fra Vejdirektoratet forklarer, at det skyldes en beslutning i Folketingets transportudvalg. Udvalget har vurderet, at det er Silkeborg Kommune, der skal stå for støjdæmpningen, fordi lokalplanen blev vedtaget efter, at motorvejsplanerne var kendt.  

Men den argumentation køber Steen Vindum ikke. Han forklarer, at man i 2006 lavede udstykningen helt i tråd med reglerne og statens støj-beregninger.

- Silkeborg Kommune kunne ikke gøre andet på det tidspunkt. Hvis man skulle begynde at gætte på, hvor meget støj der kommer fra en motorvej i fremtiden, skal man have en bufferzone på mange kilometer, og det er jo ikke den måde, man arbejder på. Vi følger de regler, som staten selv udstikker.

En milliard billigere

Borgmesteren peger på, at den nye motorvej blev en milliard kroner billigere end ventet - derfor forstår han ikke statens afvisning.

- Jeg har været ovre ved ministeren og sagt til ham: Skulle vi nu ikke få gjort den helt færdig og få den sidste støjskærm sat op. Det var der ikke meget forståelse for. Han sagde tværtimod, at han mente, at de havde gjort hvad de skulle, og derfor bliver der ikke gjort mere i den her sag fra deres side. Og det er dybt frustrerende for borgerne, siger Steen Vindum.

- Hvorfor betaler I så ikke bare selv?

- Jeg har over for ministeren tilkendegivet, at vi vil godt bidrage til en aktiv løsning, også økonomisk sammen med dem. Det har han afvist. Så kan man spørge, om kommunen ikke selv kunne sætte støjdæmpning op. Vurderingen er rent juridisk, at det ikke vil være lovligt. Vi skal behandle vores borgere ens, og vi kan ikke bare sige, at nu har vi en særlig udfordring her, siger Steen Vindum.

 

Transportminister Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance mener, at ansvaret ligger hos Silkeborg Kommune. I en kommentar til TV MIDTVEST skriver han:

- Buskelund er et boligområde, som Silkeborg Kommune lokalplanlagde vel vidende, at motorvejen ville komme tæt forbi. Ifølge planloven er det kommunen, der har ansvaret for at tage tilstrækkelig højde for støjen fra motorvejen i forbindelse med udarbejdelse af deres lokalplan for boligområdet, og derfor er det kommunens ansvar at gøre noget ved støjen ved Buskelund.

 

2:10
Se indslag om sagen her.