Tyve tømte nybyggede huse for hårde hvidevarer
Indbygningsovne, emhætter og vaskemaskiner er forsvundet fra nybyggeri i Silkeborg.
15 nybyggede huse på Magnolievej i Salten syd for Silkeborg fik i weekenden besøg af ubudne gæster.
Mellem søndag eftermiddag klokken 13.00 og mandag morgen klokken 07.00 blev husene tømt for de hårde hvidevarer, som netop var blevet leveret til dem.
- Så det tyder jo på, at der må have stået en lastbil, så tyvene kunne transportere alt dette væk. Så hvis nogen har set noget usædvanligt, vil jeg da opfordre til, at man kontakter politiet, siger Lasse Ivanøe, politikommissær ved lokalpolitiet i Silkeborg.
Det var nogle håndværkere, der opdagede at noget var galt, da de mandag morgen ankom til husene, og terrassedørene stod åbne.
Det er sket før
Det er kun halvanden måned siden, at der var et lignende indbrud i Ikast. Onsdag den 8. februar blev der stjålet fra fire nybyggede huse der.
Dengang forsvandt der komplette HTH-køkkener, gulve, hårde hvidevarer samt døre og vinduer. Samlet set blev der stjålet fra over 100.000 kroner plus moms, fortalte projektlederen af byggeriet, Christian Kjærsgaard.
Få dage før, mellem den 2. og 3. februar, var den gal i Viborg.
Her havde fem nybyggede boliger tyve på besøg. Også her blev der stjålet køleskabe, komfurer og kogeplader plus opvaskemaskiner og vaskemaskiner.
I begge tilfælde formoder politiet, at tyvene må have brugt en lastbil til transport af tyvekosterne.