Ukrainsk familie i Danmark: - Jeg kan mærke, at min mor er nervøs
Familien Padovska Biletskyy følger konflikten mellem Rusland og Ukraine tæt fra deres hjem i Hampen, de er bekymrede for, om Ruslands tropper inden længe vil gå ind over de ukrainske grænser med militær magt.
Lige nu er konflikten mellem Rusland og Ukraine på kogepunktet.
Rusland har angiveligt opmarcheret op mod 130.000 soldater langs grænsen til Ukraine og i Hviderusland, og frygten er for mange, at Rusland vil gå ind over de ukrainske grænser.
Imens truslerne fra russerne vokser, sidder familien Padovska Biletskyy fra Hampen og følger situationen helt tæt, de er nemlig bekymrede for deres familier i Ukraine, hvis situationen udvikler sig.
- Vi kan ikke hjælpe med at flytte eller noget som helst, og flyene flyver ikke længere, så vi kan heller ikke invitere dem til Danmark, siger Maria Padovska.
Maria Padovska og hendes mand Maksym Biletskyy er født og opvokset i Ukraine men har boet i Danmark i 17 år. Det var dog ikke alle familiemedlemmer, som flyttede med, og derfor har de stadig meget familie i hjemlandet.
Og selv om familierne ikke er vant til at ses ofte på grund af afstanden, så er opkaldende til familierne i Ukraine mange i øjeblikket.
- Jeg kunne mærke, at min mor er nervøs, da vi talte sammen, siger Maksym Biletskyy.
Både familierne i Ukraine og familien fra Hampen håber dog på, at situationen ikke udvikler sig yderligere.
Forbereder sig
Familien Padovska Biletskyy synes, det er svært, at de ikke fysisk kan hjælpe deres familier.
Men hvis truslerne tager til, så er familien fra Hampen i gang med at planlægge, hvordan de kan hjælpe.
- Jeg har sagt til mine familiemedlemmer, at hvis der sker noget, så skal de bare stille og roligt flytte hjem til min kones familie, som bor uden for centrum, siger Maksym Biletskyy.
Maksym Biletskyys mor bor inde i centrum af Ukraine, mens Maria Padovskas mor bor længere ude, men familien fra Hampen håber dog ikke, at det bliver nødvendigt for familien at flytte.
Konflikten mellem Rusland og Ukraine fylder også meget for Ivan Vikrenko. Han er en ud af 11 ukrainere, der arbejder på en svinefarm tæt ved Ringkøbing.
Lige nu er Ivan Vikrenkos tanker dog ikke på svin - i stedet er de på hans familie i Ukraine.
- Selvfølgelig er jeg bekymret, alle er bekymrede for situationen, siger han og fortsætter:
- Jeg kan ikke lade være med at tænke på det, fordi min familie bor i Ukraine.
Han håber på, at russerne ikke vælger at angribe Ukraine, men hvis det skulle ske, så overvejer han at tage til Ukraine for at hjælpe.
Der bor flere end 5.000 ukrainere her i landsdelen.