Butiksejer får lov til at skyde måger

Jens Dahl Thomasen er godt træt af måger, og nu får han lov til at skaffe sig af med dem.

Jens Dahl Thomasen har fået nok af mågerne omkring hans butik.
Jens Dahl Thomasen har fået nok af mågerne omkring hans butik.
Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

Ejeren af en tøjforretning i Skive har nu fået tilladelse til at skyde måger i midtbyen, efter at hans butik hver sommer er plaget af måger, der larmer og skider i nærheden.

Det drejer sig blandt andet om loftvinduer, der bliver skidt på. Især om sommeren er det slemt, men årets første måger har allerede meldt sin ankomst på taget af forretningen.

- De starter med at skrige, når solen står op, og de skider på biler, facader, møbler der står udenfor og sågar mennesker, fortæller han.

Ifølge Skive Folkeblad er antallet af klager over skrigende måger steget markant de seneste år.

Tilladelse til at skyde

Jens Dahl Thomasen har søgt tilladelse hos Naturstyrelsen til selv at gøre noget ved problemet, og den har han nu fået. Han må gå i gang med at skyde mågerne fra 1. februar.

- Jeg synes ikke, at det er en god løsning, at vi skal rende rundt og skyde måger inde i midtbyen. Men det kan blive konsekvensen, hvis der ikke sker andet, siger han.

I lejligheden ved siden af butikken bor Bo Hansen. Han får jævnligt sin nattesøvn ødelagt af skrigende måger.

- Jeg har talt med mange andre borgere herinde i midtbyen, som også får ødelagt deres hverdag, fordi det larmer så meget. Jeg synes, mågerne hører til ude omkring vandet, forklarer han.

Jens Dahl Thomasen håber, at kommunen vil gøre en indsats for at komme problemet til livs. Ellers finder han luftgeværet frem.

- Jeg vil komme til at skyde dem fra vores tag, Så må jeg sidder på min matrikel og aflive de måger, der må være her.

I begyndelsen af februar vil handelsstandsforeningen i Skive mødes for at tale om, hvordan de bedst kommer mågerne til livs.

1:57