Byggematerialer og løbesko som takeaway: Nedlukningen får butikkerne til at tænke kreativt
Størstedelen af landsdelens butikker skal i øjeblikket holde lukket på grund af coronarestriktioner, og det har fået flere til at tænke ud af boksen.
Det er formentlig gået de færrestes næse forbi, at det ikke ligefrem er den sjoveste periode i øjeblikket, hvis man er butiksejer. Siden den 23. december har alle de af landsdelens butikker, der ikke sælger fødevarer, nemlig måtte holde lukket på grund af coronarestriktioner.
Nød lærer dog som bekendt nøgen kvinde at spinde, og for flere af landsdelens butikker har det betydet, at coronanedlukningen er blevet brugt til at tænke ekstra kreativt.
Takeaway er som regel noget, man forbinder med mad, men i øjeblikket kan man faktisk også købe andre ting ud af huset rundt omkring i det midt- og vestjyske. Det gælder blandt andet hos XL Byg i Skive, som nu har åbnet for, at man kan ringe ned og bestille blandt andet byggematerialer og maling for så derefter at afhente det ved hoveddøren.
- Det har selvfølgelig givet lidt udfordringer, fordi det er noget nyt. Man skal lige vænne sig til, at kunder ikke kan komme herind og se varerne, så man må i stedet sende billeder frem og tilbage eller blive lidt bedre til at forklare, hvordan tingene ser ud, fortæller Kasper Munkholm, der er sælger hos XL Byg i Skive.
Byggemarkedet er ikke ene om at lave alternativer til traditionel online handel. Det samme gælder for butikken Givskud Løb i Skive, der blandt andet sælger løbesko.
På trods af en stadigt stigende global handel over internettet, så plejer butikken faktisk at opleve stor interesse fra kunderne for at inspicere varerne på nært hold. Derfor har det for butikken også været noget specielt at skulle begynde at sælge takeaway-sko.
- Vi går jo meget op i at se på folk, når de løber for, at de får den helt rigtige sko. Det kan vi jo så ikke nu, så der er da kæmpe forskel på det, der foregår nu, og hvordan det ellers kører, fortæller Flemming Givskov, der ejer butikken Givskov Løb i Skive.
- Dejligt, når det bliver hverdag igen
Butikkerne skal foreløbigt holde lukket til og med den 17. januar. Selvom der er interesse for de to butikkers takeaway-løsninger, så ser de stadig frem til lidt mere normale tilstande for det danske butiksliv.
- Vi glæder os til, at der kommer kunder ned i butikken, så der kommer lidt mere liv hernede. Det bliver dejligt, når det bliver hverdag igen, fortæller Kasper Munkholm.
- Jeg håber da snart, folk kan få lov til at komme ind i butikkerne igen. Vi er jo ikke en særlig stor butik, så vi kan sagtens styre, hvis man eksempelvis kun måtte have en kunde inde ad gangen, lyder det fra Flemming Givskov.