Glyngøre Havn på vej mod fornyelse til tocifret millionbeløb: - Det bliver et helt tydeligt løft
Et storstilet projekt til knap 40 millioner kroner skal gøre havnen i Glyngøre til et samlingspunkt for forskellige aktiviteter og oplevelser – og nu er endnu en del af finansieringen i hus.
Der er lagt vægt på både aktiviteter og det arkitektoniske udtryk i planerne for den nye havnekonstruktion i Glyngøre. Projektet, der er fordelt på fem knudepunkter langs havnen, skal skabe muligheder for sportsfolk såvel som småbørn.
Prisen lyder på 37,5 millioner kroner ifølge beregningerne – og med otte millioner kroner fra Lokale- og Anlægsfonden begynder folkene bag projektet at kunne se lys forude.
- Det er virkelig en hjørnesten i, at vi kan komme videre. Lokale- og Anlægsfonden har faktisk gjort livet lidt lettere fremadrettet, siger Flemming Eskildsen.
Han er formand for Glyngøre Maritime Centers forretningsudvalg, som er dem, der i det daglige arbejder med at få projektet i gang.
Arbejdet har stået på siden 2011, hvor ønsket om at skabe mere plads og bedre muligheder på Glyngøre Havn opstod. Og nu er det langt om længe på vej.
- Det bliver et helt tydeligt løft. Alene den vandlegeplads, vi nu har haft et par år, har trukket rigtig mange gæster og lokale til, og det, vi er på vej med, vil kunne løfte endnu mere, siger Flemming Eskildsen.
Fem punkter til aktivitet og oplevelser
Den 250 meter lange fornyede havnemole kommer dels til at beskytte havnen fra Limfjordens bølger, og så kommer den til til at bestå af fem forskellige elementer til leg og motion i og på vandet.
- Fjordhuset, som kommer til at ligge inde på land som det inderste af de fem elementer. Her bliver der muligheder for omklædning og opbevaring og med 360 graders udsigt over Limfjorden, havnen, byen og det øvrige landskab.
- Klippebadet, hvor familier trygt kan færdes på små vanddybder.
- Badepunktet, hvor der er plads til aktiviteter på både den rolige side af molen ind mod havnen og på den mere vilde side ud mod Limfjorden.
- Fjordhaverne med tangplantager og muslingefarme. Og Endepunktet, som markerer ydermolens afslutning.
Havnekonstruktionen med de fem punkter kommer til at betyde, at mange forskellige grupper af befolkningen vil få gavn af Glyngøre Havn, mener Flemming Eskildsen.
- Der kommer flere og andre typer brugere. Det er fra børn til gamle, og det er hele året rundt og med aktiviteter, som ikke kun er vandrelateret, men rigtig meget er selvfølgelig ved vandkanten.
- Og så bliver vi et knudepunkt for færdsel og trafik og turisme også fra landsiden. Så det bliver et mødepunkt og en ny tankegang omkring, hvordan en lystbådehavn er indrettet, siger Flemming Eskildsen.
Første spadestik inden for et år
Med det økonomiske rygstød fra Lokale- og Anlægsforeningen er Glyngøre Maritime Center nu et skridt nærmere målet ifølge forretningsudvalgsformanden.
- Det er jo en stor lettelse. Der er godt nok gjort rigtig meget arbejde og brugt rigtig mange timer, så at der nu er noget, der går i den rigtige retning, det letter jo på stemningen, siger Flemming Eskildsen.
Han regner med, at de kommer til at kunne sætte en spade i vandet inden for et år, og at projektet vil kunne stå færdigt om halvandet til to år.
- Vi synes, vi ser lys forude, og nu må hullet kunne lukkes. Vi skal lige bruge et par eller tre fonde mere til at hjælpe os, og så tror vi sådan set, at vi er ved at kunne stykke det sammen, siger Flemming Eskildsen.
Skive Kommune og Spar Vest Fonden er også med til at sponsorere projektet.