Gymnasieelever diskuterede klima med Mads Langer: Det er os, der kommer til at betale prisen
Fredag på Skivemødet åbnede med en debat om klima og bæredygtighed.
Skives svar på det årlige Folkemøde på Bornholm er i fuld gang. For anden gang inviterer Skivemødet fremmødte borgere ind til en snak om klima, politik, kultur og meget meget mere.
I år handler Skivemødet om at sikre et Danmark i balance. Forskellige politikere, kunstnere og meningsdannere vil derfor i disse dage være at finde ved digteren Jeppe Aakjærs gamle hjem, Jenle, lidt uden for Skive, hvor de forsøger at give deres bud på, hvordan det danske land undgår at komme i ubalance.
Ét af de emner, som fylder på årets Skivemøde, er debatten om klima og bæredygtighed. Fredag formiddag kunne man opleve popmusiker og Skive-dreng Mads Langer give sit bud på, hvordan han ser nutidens diskussion om klima og bæredygtighed.
- Jeg fornemmer, at der er ved at være en kæmpe velvillighed for at gøre noget for vores klima. Så snart virksomhederne og politikerne finder ud af, at der er penge og stemmer i at vælge en grøn omstilling, så kommer der for alvor til at ske noget. Men det sker kun, hvis vi gør dem opmærksomme på det. Det er dét, der er ved at ske, fortæller Mads Langer.
- Vi har alle sammen forskellige liv og forskellige løbebaner. Der er ikke én kasse, der passer ned over os alle sammen. Jeg tror ikke på pege-finger-metoden. Jeg tror på, at det handler om at bruge sin sunde fornuft i forhold til at leve et bæredygtigt liv, fortæller Mads Langer.
Ungdommen blev budt op til klima-debat
Under debatten havde tilhørende mulighed for at deltage i diskussionen. Det valgte gymnasieelev Jens-Christian Dyhr Sørensen at gøre. Han spurgte om, der overhovedet var nogen grund til at gøre noget som enkelt person, hvis virksomheder ikke gør det samme.
- Jeg har let ved at blive modløs, hvis jeg fornemmer, at det alligevel ikke kan lade sig gøre at gøre en forskel. Derfor synes jeg, det er super fedt, at Mads Langer har den indstilling, som han har, fortæller Jens-Christian Dyhr Sørensen, der er elev på Skive Gymnasium.
´Det er os unge, der kommer til at betale prisen´
Spørgelysten var stor hos især de unge tilhørende, og det tyder også på, at klima og bæredygtighed fylder lidt ekstra meget hos de unge gymnasieelever.
- Klima og bæredygtighed fylder rigtig meget blandt os unge. Vi taler rigtig meget om at købe datomad og genbrugstøj. Det er jo os unge, der kommer til at betale prisen, hvis vi ikke passer godt på vores klima, fortæller Magnus Barasinski, der er elev på Skive Gymnasium.
- Nu her til det kommende Folketingsvalg er der jo rigtig mange af os, som skal stemme for første gang. Der er det helt sikkert klima og bæredygtighed, som kommer til at betyde, hvor man sætter sit kryds, fortæller Mads Rump, der er elev på Skive Gymnasium.
Skivemødet fortsætter til og med lørdag.